23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Norden er Danmarks vigtigste eksportmarked

Ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at Norden er Danmarks suverænt største eksportmarked. Og der er potentiale til at eksportere endnu mere.

I forbindelse med Dansk Erhvervs konference 17. januar ”Vækstmuligheder i Norden” har Dansk Erhverv udarbejdet en ny analyse af Danmarks eksport, som netop er offentliggjort.

Analysen viser, at de nordiske lande tilsammen udgør over en femtedel af den samlede eksport, svarende til et beløb på 213 milliarder kroner. Det er dermed den vigtigste eksportregion for Danmark. Norden har med andre ord stor betydning for Danmarks økonomi. 21,3 procent af den samlede danske eksport går til de nordiske lande, mod 12,9 procent til Tyskland, 9,9 procent til USA og 7,5 procent til de fire BRIK-lande, og dertil kommer en betydelig form for indirekte eksport i form af turisme, grænsehandel og anden økonomisk udveksling mellem Danmark og de andre nordiske lande.

Analysen konkluderer samtidig, at Norden har klaret sig pænt igennem krisen og rummer gode muligheder for vækst fremover.

De nordiske lande minder om hinanden, og derfor kan virksomheder med eksportdrømme med fordel starte der. En opstart af eksport vil i næsten alle tilfælde betyde, at man som virksomhed løber panden mod nogle uventede udfordringer. Og i den forbindelse kan barriererne vise sig at være langt sværere at forcere, hvis det drejer sig om lande som Indien eller Kina, der alt andet lige er kulturelt langt mere fremmedartede.

”Vi behøver ikke at kigge om på den anden side af kloden efter gode eksportmuligheder. De nordiske lande er let tilgængelige. Ikke kun geografisk og logistisk, men også fordi forretningskulturen på mange områder minder om den danske. Der er en høj grad af tillid, stærke kulturelle bånd og en fælles historisk forståelse mellem landene. Vi har simpelthen de samme samfundsværdier,” siger minister for nordisk samarbejde Manu Sareen.

Der er en vigtig grund til, at Dansk Erhverv sætter fokus på eksport til Norden. Danske små og mellemstore virksomheder er nødt til få eksporten op i gear, så vi kan få skabt vækst i Danmark. Lige nu er hele den danske eksport koncentreret på blot lidt over syv procent af virksomhederne i Danmark. Det betyder, at det grundlæggende er de helt store aktører, der trækker eksporttoget og den danske velfærd.

”Sådan et scenarie gør den danske økonomi for sårbar,” vurderer Jens Alsbirk, underdirektør for EU- og International Afdeling i Dansk Erhverv.

”Derfor har Dansk Erhverv fokus på at hjælpe de små og mellemstore virksomheder i gang med at eksportere til Norden og om muligt videre ud i verden, hvor det giver bedst mening for hver enkelt virksomhed,” siger Jens Alsbirk.

For at hjælpe eksporten i gang er det altafgørende, at handelsbarriererne bliver fjernet. Derfor nedsætter ministeren nu et råd af repræsentanter fra erhvervslivet til at rådgive sig om grænsehindringer.

”Det skal sætte turbo på samhandelen med de nordiske lande. Grænsehindringer koster de nordiske lande milliarder hvert år, så jeg håber, at dette nye netværk kan give mig gode råd om, hvor vi politisk kan sætte mere ind - til gavn for virksomhederne og det danske arbejdsmarked,” siger Manu Sareen.

”En meget stor del af Danmarks velstand afhænger af nogle få virksomheder. Det er vi simpelthen nødt til at ændre på, og derfor skal vi have nogle flere i gang,” siger Jens Alsbirk og peger i den forbindelse på, at de nordiske lande er et naturligt startpunkt for virksomheder, der vil til at eksportere.

Læs her Dansk Erhvervs Perspektivanalyse om eksporten (pdf).


For yderligere kommentarer, kontakt:

Underdirektør for EU- og International afdeling i Dansk Erhverv, Jens Alsbirk på telefon 91 33 58 58.

Pressesekretær for ministeren for nordisk samarbejde, Kristine Korsgaard
på telefon 50 96 67 50 eller på akra@km.dk.

Dansk Erhverv
Børsen, Slotsholmsgade 1-3
1217 København K
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK43232010
P nummer: 1003073049

Kontaktperson

JB
Jesper Brønnum
Kommunikationskonsulent
+45 33746567 jeb@danskerhverv.dk

Send til en kollega

0.047