Odense Marcipan lider fortsat på hjemmemarkedet
Fynskproduceret marcipan og chokolade svigtes af de danske forbrugere, men fremgang på eksportmarkederne pynter lidt på virksomhedens blødende regnskab.
Eksportmarkederne udvikler sig positivt
Odense Marcipan, der er presset på råvareafgifterne, har positiv fremgang på eksportmarkederne. Eksportandelen udgør 56,2 procent og selvom omsætningen her steg, var det ikke nok til at kompensere for resultatnedgangen på hjemmemarkedet. Resultatet før finansielle poster var derfor med udgangen af 2013 reduceret med en lille million kroner til 16,8 millioner kroner.
Forbedret indtjening i datterselskaber
Det er særligt behandling af selskabsskat i dattervirkomheden Natural Food, der medvirker til det stærkt utilfredsstillende resultat. Det pointerer ledelsen i beretningen om virksomhedens økonomiske udvikling. Både Natural Food og Bæchs Conditori har ellers begge forbedret deres ordinære indtjening i 2013. For Bæchs Conditori gælder en markant øget afsætning på eksportmarkederne. Natural Food har gennemført en kraftig reduktion af forreningens omfang og kmpleksitet med henblik på at forbedre resultaett. Ifølge regnskabsopgørelsen oplever ledelsen allerede forbedringer ultimo 2013 og man venter at forbedringerne slår endnu mere igennem i 2014, så indtjeningen opnår et markant løft.
Brand i efteråret
I september måned 2013 opstod der brand i dele af virksomhedens produktionsanlæg. Men heldigvis var omfanget af skaderne begrænset og en god lagerbeholdning sikrede leverancer, så det ikke kom til at berøre kunderne. Branden gav ekstraomkostninger på udvendige installationer til sukkerlagring samt en smule udstyr til produktionsanlægget. i alt investerede Odense Marcipan godt 8 millioner kroner i automatisering og optimering af produktionskapaciteten - samme niveau som i 2012. På produktudviklingssiden er der i årets løb bogført lige under en million kroner.