23948sdkhjf

Pandora sagsøges for trecifret millionbeløb

36 investorer kræver erstatning af Pandora og selskabets topchef Allan Leighton. De føler sig snydt for vigtige oplysninger forud for et voldsomt kursfald til en værdi af 12 mia. kr. i sommeren 2011.
Både smykkeselskabet og topchef Allan Leighton risikerer at skulle betale et trecifret millionbeløb i erstatning til selskabets aktionærer, oplyser Berlingske.

Stævning sendt til retten
Erstatningskravet kommer fra 36 danske og internationale institutionelle investorer med milliontab på Pandoraaktien, da denne i sommeren 2011 kollapsede.

Retten i Glostrup modtog 22. juli 2014 en stævning fra gruppen af investorer med det belgiske advokatfirma Deminor i spidsen.

- Pandora og Allan Leighton bliver sagsøgt, fordi de er forpligtet til at dække de tab, som vores klienter har haft på Pandora-aktien. Selskabet og ledelsen har ikke ageret retmæssigt, siger Erik Bomans, partner i Deminor og henviser til at investorerne føler sig misinformeret og for sent informeret om vigende salgstal forud for aktiekollapset i 2011, hvor Pandoraaktien faldt med 65% på bare én dag.

Investorerne står ikke alene – Også Bagmandspolitiet, Finanstilsynet og Fondsbørsen mener, at Pandoras ledelse i ugevis fortiede vigtige oplysninger om salgstallene forud for det voldsomme aktiefald.

Skyld & erstatning
I første omgang vil investorerne forsøge at få Pandora og topchef Allan Leighton, der i sommeren 2011 var bestyrelsesformand, til at erkende deres skyldighed i misinformation og for sen information til markedet. Herefter vil parterne forsøge at sætte beløb på erstatningen.

Det forventes at erstatningskravet kommer til at ligge et sted mellem 370 millioner kroner og 1,1 mia. kr.

Pandora bekræfter over for Berlingske at man har modtaget et søgsmål, men har ikke kommenteret sagen yderligere.

Sagen er den første af sin art i Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093