23948sdkhjf

L’easy får kæmpe bøde

L’easy har i flere tilbudsaviser og på selskabets hjemmeside givet forbrugerne vildledende prisoplysninger og utilstrækkelige kreditoplysninger. Det koster nu selskabet en bøde på 600.000 kroner.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte i april L’easy for vildledende markedsføring samt manglende og mangelfulde kreditoplysninger.

I flere tilbudsaviser fra 2013 og på sin hjemmeside i oktober og november 2013 oplyste L’easy ikke tydeligt nok, at forbrugerne ud over kontantprisen på varen også skulle betale et gebyr for leveringen og installeringen. Ifølge L’easy kunne forbrugerne undgå gebyret ved at afhente varen på et lager, men det fremgik ikke af markedsføringen.

Manglende oplysninger
Desuden reklamerede L’easy i tilbudsaviserne og på nettet for, hvad det ville koste per måned at låne penge til at købe de viste varer. Men forbrugerne fik ikke alle de kreditoplysninger, som de ifølge loven har krav på. I tilbudsaviserne blev forbrugerne f.eks. ikke oplyst om, hvilket beløb de lånte, og i nogle tilfælde var det samlede tilbagebetalingsbeløb angivet for lavt.

Ifølge markedsføringsloven skal den type oplysninger gives klart, tydeligt og stå på en fremtrædende måde i reklamen.

Herudover vurderede Forbrugerombudsmanden, at L’easy i oktober og november 2013 på forsiden af sin hjemmeside ikke gav forbrugerne tilstrækkelige kreditoplysninger. Det skete i forbindelse med reklamer for forbrugslån på op til 50.000 kr.

L’easy reklamerede for eksempel med rentesatsen på lånet, men gav ikke samme sted oplysninger om de årlige omkostninger i procent, løbetid, ydelser, omkostninger og det samlede beløb forbrugerne skal betale tilbage.

Prisoplysninger er det vigtigste
- Prisoplysninger er noget af det vigtigste i en reklame. L’easy har i flere tilfælde ikke oplyst forbrugerne tydeligt nok om, at de ud over kontantprisen også skulle betale for at få leveret og installeret varen. Det er vildledende, udtaler Forbrugerombudsmand Henrik Øe.

- Når en virksomhed reklamerer for lån, er der bestemte kreditoplysninger, som forbrugerne umiddelbart skal få øje på. Oplysningerne skal hjælpe forbrugerne til at vurdere, om de fx har råd til at låne til køb af en vare. Det er derfor en alvorlig sag, når L’easy i flere tilfælde ikke har givet alle kreditoplysningerne, uddyber han.

- Jeg oplever desværre, at kreditudbydere og kreditformidlere i stort omfang ikke giver forbrugerne tilstrækkelige kreditoplysninger, når der reklameres for lån. Det er grunden til, at jeg fortsat vil holde skarpt øje med området, udtaler Henrik Øe.

L'easy beklager
- Vi betaler bøden og går ikke videre med sagen. Helt overordnet beklager vi de menneskelige fejl, der ligger til grund for hele forløbet. Det har på ingen måde været vores hensigt at gøre noget uklart. Det er dog vigtigt at bemærke, at bødens størrelse bliver beregnet efter markedsføringsomkostningerne ved den kampagne, hvor fejlen er sket. Derfor skal bødens størrelse ikke ses i forhold til forseelsen, men derimod til L’easy generelt meget aktive annoncering og markedsføring, siger Peter Schou Jørgensen, administrerende direktør i L’easy ifølge epn.dk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093