Byretten siger ok til bortvisning af medarbejder
Han snød for at vinde en salgskonkurrence.
Virksomheden opdagede de fiktive salg, og bortviste medarbejderen.
Byretten har nu afgjort, at bortvisningen var berettiget. Det skriver Dansk Erhverv i Juridiske Nyheder.
For at motivere sælgerne lavede butikschefen en salgskonkurrence, hvor præmien var en betalt fridag.
Kort før lukketid registrerede medarbejderen to salg og vandt derfor konkurrencen.
Efterfølgende fortalte medarbejderens kollegaer til butikschefen, at der var noget mærkeligt ved de to salg.
Virksomheden undersøgte derfor systemerne og fandt ud af, at salgene var fiktive.
Virksomheden opdagede også, at der var registeret flere fiktive salg over en længere periode forud for konkurrencen.
De kaldte derfor medarbejderen ind til et møde, hvor han fik mulighed for at forklare salgene.
Under mødet nægtede medarbejderen og forklarede, at det måtte være hans kollegaer, der havde oprettet salgene med hans log-in og koder.
Forklaringen stemte dog ikke overens med virksomhedens opfattelse og dokumentation, og medarbejderen blev derfor bortvist.
Medarbejderen var stadigvæk uenig og stævnede derfor virksomheden.
Dansk Erhverv førte sagen på vegne af virksomheden og bestred medarbejderens påstand.
Ikke godt nok, vurderede byretten
Byretten fandt det bevist, at det var medarbejderen, der havde foretaget de fiktive salg. I vurderingen lagde byretten blandt andet vægt på, at medarbejderen ikke kunne forklare, hvorfor hans kollegaer skulle have oprettet de fiktive salg, samt at medarbejderen i forbindelse med salgskonkurrencen havde registeret de to fiktive salg kort før lukketid, udelukkende for at vinde den betalte fridag.
Dansk Erhverv vurderer
Bortvisninger vil altid bero på en konkret vurdering. I den foreliggende sag havde virksomheden gjort sit hjemmearbejde og sikret sig behørig dokumentation, før de bortviste medarbejderen. Dansk Erhverv anbefaler dog altid vores medlemmer til at kontakte os inden en medarbejder bortvises.
Originalartikel: http://www.danskerhverv.dk/Nyheder/Sider...