23948sdkhjf

Øget e-handel kan komme lokale forretninger til gode

Ny uddannelse i Randers skal ruste lokale forretningsdrivende til at tage del i den globale handel på nettet.
Dansk Erhverv forventer, at danskernes handel på nettet i 2020 samlet vil nå op i omegnen af 185 milliarder kroner.

En ny uddannelse under e-business Randers skal ruste flere danske virksomheder til en fremtid, hvor kunderne potentielt set er spredt ud over hele verden.

Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

- E-handel er en mulighed for nye og eksisterende forretninger. For at få mest ud af internethandel, er det vigtigt, at man får de rette kompetencer, kender til virkemidler og hvordan man gør, når man på bedste vis skal drive en netbutik. Vi har i Randers e-virksomheder og uddannelsesinstitutioner der er gået sammen om at skabe en helt unik uddannelse, der netop tilbyder dette, siger Claus Omann Jensen, borgmester i Randers Kommune.

Uddannelsen kan søges af iværksættere og forretningsdrivende. På to år lærer eleverne, hvordan de bygger en forretning op fra bunden med fokus på e-handel. Uddannelsen udbydes også som efteruddannelse til ansatte i detailhandlen, der med efteruddannelsen kan styrke netsalget.

Efteruddannelsen begynder den 1. juni, og den toårige uddannelse starter efter sommerferien, hvor det første hold er ved at være fyldt op.

E-business Randers er et samarbejde mellem det offentlige og det private erhvervsliv. Randers Kommune har finansieret projektet med 2 millioner kroner, og ambitionen er, at lokale virksomheder i fremtiden bruger mindre tid på at frygte konkurrence fra handel på nettet og mere tid på at opdyrke deres eget marked samme sted.

- Hvis du holder til nær centrum i Randers, kommer der tusinder af mennesker forbi din forretning i løbet af et år, men har du også din butik på nettet, kan du nå ud til millioner af kunder, siger Mads Hulgaard, projektleder for e-business Randers.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094