23948sdkhjf

Sjællandske byggemarkeder udlåner trailere

Fire af XL-BYGs sjællandske byggecentre har indgået samarbejde med danske Freetrailer.
XL Byg i Slagelse, Køge, Karise og Stenlille tilbyder nu at udlåne en trailer til både kunder og folk, der bare lige står og har brug for en trailer.

De fire byggecentre er ejet og styret af C. F. Petersen & Søn A/S.

- Deleøkonomien vinder mere og mere frem blandt danskerne, så vi ser samarbejdet med Freetrailer som en oplagt mulighed for at tilbyde både kunder og beboere i området omkring vores byggecentre en ekstra service, siger Lars Davgaard, der ejer de fire XL byggecentre under navnet XL-BYG C.F. Petersen & Søn A/S.

C.F. Petersens fire byggecentre vil i første omgang stille mellem fire og seks åbne og lukkede trailere til rådighed for borgerne i de fire sjællandske byer.

- Det er en gratis service, som vi stiller til rådighed for kunder og beboere nær byggecentret, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ser det som en rigtig god forretning for os. Dels fordi trailerne løser et transportproblem for vores kunder, dels fordi det giver mulighed for at købe større ind, og dels fordi trailerne med vores farver og logoer på kommer til at fungere som rullende reklamesøjler, siger Lars Davgaard.

De fire sjællandske byggecentre er de første i XL-kæden til at få gratis trailere, men Lars Davgaard mener, at gode resultater fra hans byggecentre kan betyde, at de øvrige byggecentre i XL-BYG kæden vil springe med på anhængervognen i et samarbejde med Freetrailer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125