Jysk udvider kraftigt i Flensborg
Den danske sengetøjskoncern udvider med 70 nye kontorer og søger mange nye medarbejdere specielt til online-møbelsalg på nettet.
- Vi er i fuld gang med at etablere 70 nye kontorer plus seks topmoderne møderum som tilbygning til vores koncerncentral i Handewitt Kommune. Vi føler os meget veltilpas her i Flensborg-regionen og anser vores udvidelse som en investering i fremtiden for både vores medarbejdere og virksomheden, siger direktør Ole N. Nielsen.
Med tilbygningen udbygges Jysk-koncernens central ved Stadtweg i Vedding med 4000 kvadratmeter.
Et antal nye stillinger skal oprettes. Det har fremgået af medier, at antallet er 200 nye stillinger, men det tal afviser Jysk-koncernen selv som en misforståelse. Der er tale om, at udvidelsen skaber plads til 200.