Modevirksomheden Minus er tilfreds med regnskab
Minus fordobler bundlinjen og øger omsætningen. Resultatet er dog knap så godt som ventet.
Den efterhånden 18 år gamle virksomhed blev i 2013 købt af Chalotte Kjær Bruun og Irena Riberholt Jørgensen, der har optimeret virksomheden på alle niveauer, og gælden er blevet nedbragt betydeligt, skriver Minus i en pressemeddelelse.
- Det glæder os, at vi har kunnet øge vores samlede omsætning på trods af svære markedsvilkår i især Norge, som er vores største marked. Vi har været vidne til en voldsomt udfordret norsk detailbranche med mange konkurser og en svag valuta, siger Irena Riberholt Jørgensen.
- Vi har fundet en vigtig niche med vores No Season/NOOS-varer, som gør os til en foretrukken leverandør hos vores kunder. Vi tager lagerrisikoen, og dermed hjælper vi vores kunder på en meget konkret måde, forklarer Chalotte Kjær Bruun og vurderer, at det især er risikovilligheden, der har givet pote.
Ledelsen udtaler, at det netop afsluttede regnskabsår er afsluttet på acceptabel vis både ift. toplinje, bundlinje og egenkapital, selvom forventningerne i udgangspunktet var højere.