23948sdkhjf

Dansk e-handel afviser EU-forslag om salgspligt for netbutikker

- Forslaget vil hverken gavne e-handlen eller forbrugeren, siger Dansk Erhverv.
EU-Kommissionens forslag om at pålægge e-handlen en salgspligt vil hverken gavne e-handlen eller forbrugerne. Tværtimod, siger Dansk Erhverv, FDIH og HK.

EU-Kommissionen har nu fremlagt sit længe ventede forslag om et forbud mod såkaldt ’geo-blocking’, og som forpligter netbutikker til at sælge til forbrugere i hele EU og forbyder forskelle i priser og vilkår i en række situationer.

Formålet er at styrke e-handlen, sikre lavere priser og give forbrugerne flere valgmuligheder, men resultatet vil være det modsatte og det risikerer at flytte flere arbejdspladser ud af Danmark påpeger Dansk Erhverv, FDIH og HK, der kalder forslaget virkelighedsfjernt og advarer om konsekvenserne.

- Virksomheder vil gerne sælge til kunder i andre lande, hvis det er rentabelt for dem, og hvis de er i stand til at give en god kundeservice. Der er masser af e-handel over grænserne, hvor det giver mening for virksomhederne. Men i praksis er der fortsat mange barrierer forbundet med at sælge til andre lande. Det er blottet for forståelse af virkeligheden, at man nu politisk vil tvinge netbutikker til at sælge til kunder i lande, hvor de ikke selv vurderer, de kan give god kundeservice og det ikke er rentabelt for dem, siger Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv.

- Der er 28 lande i EU med vidt forskellige handelskutymer, love, forbrugerbeskyttelse, reklamationsret, nationale krav til varestandarder, meget svingende købekraft osv. Det giver ingen mening at kræve, at netbutikker skal sælge til alle, uddyber Henrik Theil, kommunikationschef i FDIH.

Forslagets tanker om, at forbrugerne i EU skal have bedre mulighed for at købe, hvor det billigst, får advarselslamperne til at lyse hos HK, som organiserer de mange ansatte i detailhandlen.

- Vi ser allerede arbejdspladser forsvinde ud af Danmark til lande med lavere lønninger og lavere moms. Vi mener, det er en for forsimplet tilgang at mene, at priser og vilkår skal være ens, bare fordi handlen foregår på nettet. Lønninger, moms og omkostningsniveau er forskellige i EU. Vi frygter, at forslaget vil skabe unfair konkurrence til skade for danske arbejdspladser, siger Per Tønnesen, formand for HK Handel.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109