23948sdkhjf

BREXIT: Storbritannien forlader EU - Cameron træder tilbage

Efter klart flertal for at forlade EU træder Cameron tilbage. Nu venter handelsmæssig- og finansiel usikkerhed og et gigantisk oprydningsarbejde på begge sider af kanalen.
Den britiske folkeafstemning sender Storbritannien ud af det europæiske fællesskab. Den Engelske premiereminister David Cameron træder tilbage med virkning fra oktober, meddelte han fra Downing Street for få minutter siden.

Efter en lang valgnat med stemmeoptælling vågnede de europæiske befolkninger i dag op til en helt ny virkelighed, der har gjort den 23. juni til det nej-siden i England i deres kampagne har kaldt "independence day".

Og den melding sendte til morgen chokbølger igennem såvel de europæiske regeringer, erhvervslivet og finansmarkederne, hvor London, som et af verdens mest betydende finanscentre, ikke er til at komme uden om.

Dansk reaktion
- ”Det er et meget trist resultat for Europa og for Danmark. Det er nu op til den britiske regering at fastlægge den videre vej for Storbritannien. Jeg håber, at Storbritannien fortsat ønsker at bevare tætte relationer til EU, sagde Lars Løkke Rasmussen. Han understreger, at Danmark efter hans mening, bør forblive i EU.

EU håber på ro
Også EU toppen har været rystet over resultatet. Kommentarerne har været sparsomme, og telefonerne har glødet på tværs af de europæiske hovedstæder. Man frygter de økonomiske konsekvenser, men først og fremmest reaktionen i andre EU-skeptiske befolkninger, der er dybt uenige med deres politikere i spørgsmålet om retningen EU's udvikling. "Der bliver ikke tale om nogen kædereaktion," var EU præsident Martin Schultz første reaktion ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine.

Avisen navngav allerede for morgenstunden en række mulige scenarier som Frexit, Dexit og Italexit, og beskriver hvordan kommissionen nu må sætte en brandmur op, for at undgå lignende scenarier rundt om i andre af unionens lande. Den franske avis Le Monde taler om at "EU nu må skynde sig at klippe de mest skeptiske EU-landes græs, for at gøre dem tilfredse."

Økonomiske konsekvenser
At det britiske farvel til EU ikke alene får konsekvenser for Storbritanniens økonomi, men i lige så høj grad kan sætte de tilbageværende 27 EU's økonomier under vedvarende pres, begynder også at vise sig i reaktionerne.

Det er nemlig ikke alene den næststørste økonomi i samarbejdet, der nu træder ud, men også en økonomi, der har vist bedre vækst end gennemsnittet set over de seneste år. Tilbage står dermed ikke alene en række vingeskudte økonomier i Sydeuropa, der stadigt kæmper med gældkrise og gigantiske lån, men også en fransk økonomi med manglende vækst og så voldsomme problemer, at der i lange perioder har været risiko for, at de også skulle have økonomiske hjælpepakker. Dermed er det nu først og fremmest Tyskland, der skal bære væksten i det EU, der er tilbage. En situation, der kan vise sig også at sætte Euroen under pres.

Den britiske nationalbank, Bank of England, taler her til morgen om en periode med usikkerhed om valutaen, men understreger, at de har forberedt det scenarier og vil stå fast på de økonomiske konsekvenser, og at man har betydelige reserver, 250 milliarder pund, til at stå imod med i form at kreditter og opkøb.

Del artiklen med andre

Husk at du kan sende en kollega eller bekendt et link til denne og andre artikler, ved at klikke på det orange logo "Send" som står lige til venstre for teksten.

Eller du kan dele den på Facebook, LinkedIn m.v. med logoerne derunder.
Herhjemme maner Nordea til besindighed: Storbritanniens ’nej tak’ til EU rejser en stribe nye usikkerhedsmomenter, der vil give tumult og fald på investeringsmarkederne fredag. Men for investorer handler det om at holde fast i investeringerne, selv om rutsjeturene kan blive vilde, lyder rådet fra Nordeas seniorstrateg Tine Choi. For en ny optur kan komme når som helst, mener banken.

Erhvervslivet frygter danske konsekvenser
Herhjemme frygter erhvervslivet her til morgen for den danske eksport til Storbritannien - ikke mindst på baggrund af det fald i pundet, som finansmarkederne har oplevet i nattens løb, og som vil - hvis niveauet fastholdes - gøre det dyrere for briterne at købe danske varer. Et fald, der samtidigt vil styrke Englands konkurrenceevne og succes på eksportmarkederne.

- Briternes farvel til EU får en række negative konsekvenser for den økonomiske udvikling og beskæftigelsen – ikke bare for briterne, men for hele EU, lyder det fra LO-formand Lizette Risgaard.

- Det vil blive dyrere at handle med UK. Vi havde håbet på, at de var blevet, men uanset resultatet, har Danmark absolut størst interesse i at være del af EU-fællesskabet, ” mener organisationen Dansk Erhverv, mens Dansk Byggeri peger på det enorme marked, Danmark risikerer at tabe: - Vi gik ind i EF sammen med Storbritannien på grund af den store eksport af landbrugsvarer. I dag er vores samlede eksport til UK på ca. 40 milliarder og salg af tjenesteydelser står for ca. 30 milliarder, siger Lars Storr-Hansen.

Landbruget bekymret for toldmure
- Den største bekymring er risikoen for administrative byrder og i værste fald en toldmur, som vil kunne få negativ indflydelse på den danske eksport til Storbritannien på sigt, siger Frank Øland fra organisationen Landbrug og Fødevarer til Ritzau.


pba
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08