23948sdkhjf

Forbrugerråd: Teleselskaber udnytter de ældre kunder

På fem år er antallet fastnetforbindelser halveret. Det går ud over de ældre, der må betale ekstra.
Hver måned må teleselskaberne se 10.000 fastnetkunder forsvinde, og antallet af fastnetforbindelser var i 2015 nede på 565.000.

Det viser tal Energistyrelsens telestatistik, og ifølge Martin Salamon, der er cheføkonom og teleanalytiker ved Forbrugerrådet Tænk, er det de ældre, der betaler prisen.

- Priserne bliver hævet år efter år, og det er efterhånden markant dyrere at have en fastnettelefon end en mobiltelefon. Det går ud over de grupper, der ikke er i stand til at skifte - typisk de ældre, siger han.

Energistyrelsens tal viser, at antallet af fastnetforbindelser er halveret på blot fem år.

Ud over virksomheder er de resterende kunder ifølge Martin Salamon hovedsageligt ældre, der af forskellige årsager fortsætter med fastnettelefonen.

- De er ofte bange for skiftet til en ny teknologi eller bange for at miste kontakten, hvis de skal skifte til eksempelvis ip-telefoni, og det er en svag gruppe.

Spørgsmål: Synes du, at teleselskaberne udnytter de ældre kunder?

- Ja, det gør de. Og det er derfor forbrugerne bør se sig om efter andre løsninger, siger Martin Salamon.

Ifølge ham koster et fastnetabonnement i dag omkring 2000 kroner om året.

Ifølge Yousee, hvor en stor del af de resterende fastnetkunder er registreret, er det nødvendigt at hæve priserne, når kunderne forsvinder.

- Man skal huske, at fastnettelefoniplatformen er dyr at holde i gang, og når antallet af kunder falder markant , så er der tilsvarende få kunder til at dække omkostningerne, siger Jens Raith, der er direktør for bredbånd og telefoni i Yousee.

Han hævder, at priserne i løbet af de seneste par år faktisk ikke er steget, selv om det er blevet dyrere at vedligeholde platformen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159