23948sdkhjf

Amazon tester arbejdsuge på 30 timer

Amazon vil på forsøgsbasis indføre en reduceret arbejdsuge for en del af sine medarbejdere.
Den store, amerikanske netbutik Amazon vil på forsøgsbasis indføre en arbejdsuge på 30 timer for en del af sine tusindvis af ansatte. Det skriver Washington Post.

Medarbejdere med afkortet timetal vil have de samme goder, som de der arbejder 40 timer om ugen. Men deres løn vil blive beskåret med en fjerdedel, skriver avisen, der ejes af Amazons stifter og administrerende direktør, Jeff Bezos.

Bezos er kendt som en hård topchef. Amerikanske medier har tidligere stillet skarpt på de arbejdsvilkår, som medarbejderne må finde sig i.

En række forhenværende og nuværende ansatte beskrev i 2015 til The New York Times en arbejdsplads præget af præstationsræs.

- Jeg så folk brænde ud, praktisk talt, sagde en tidligere Amazon-medarbejder til avisen ifølge Politiken.

- Næsten alle de mennesker, jeg arbejdede med, så jeg græde ved deres skriveborde, sagde en anden om sit job.

Amazon afviste avisens beskrivelse og beskyldte The New York Times for at have udeladt væsentlige oplysninger i portrætteringen af arbejdsforholdene.

Mange af Amazons ansatte er i forvejen ansat på deltid. Det nye består i, at hele medarbejderhold inklusive ledere vil blive vagtsat til 30 timers arbejde om ugen.

Selskabet forklarer tiltaget med, at den traditionelle fuldtidsuge måske ikke er den rigtige model for alle ansatte.

- Vi ønsker at have et arbejdsmiljø, der er tilpasset en nedsat timeplan, men stadig skaber succes og karrieremuligheder, skriver Amazon.

Nyhedsbureauet AFP har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra selskabet.

En kilde med indsigt i sagen fortæller til AFP, at den nedsatte arbejdstid ikke er tiltænkt hele selskabet. I første omgang vil det gælde for små grupper af arbejdshold, der er beskæftiget med at lave tekniske systemer.

Amazon beskæftiger ifølge Seattle Times omkring 245.000 personer. Tallet omfatter også deltidsansatte.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093