23948sdkhjf

Hver tredje lider af "efter-ferie-depression"

Helt almindeligt at føle sig uoplagt og træt.
Årets sommerferie er ved at være uigenkaldeligt slut for hovedparten af danskerne, der for længst er vendt tilbage til den hektiske hverdag. Det er dog ikke nødvendigvis let at genoptage arbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte. Her siger hele 32 pct., at de oplever træthed og nedtrykthed, når ferien er slut. Kvinder er mere udsatte end mænd.

- Det er på den ene side rart at længes efter gode feriestunder, men det er naturligvis ikke rart, hvis længslen gør, at man ikke trives på sit job. Samtidig kan det være svært at komme ud på den anden side af nedtryktheden. Det er en følelse, der har det med at bide sig fast, siger HR-chef i Deloitte Heidi Persson.

Mens der altså er en stor gruppe danskere, der har svært ved at vende tilbage til jobbet, er der lige så mange, der ligefrem glæder sig.

- Vi ser på to vidt forskellige grupper af medarbejdere. Den ene gruppe nyder at være tilbage i hverdagen og er i en tilstand af flow, hvor alting bliver klaret i en fart. Omvendt sidder en gruppe medarbejdere og føler sig umotiverede og uoplagte. Her er det vigtigt, at man prøver at forstå hinanden og anerkende, at vi som mennesker har forskellige reaktionsmønstre, siger Heidi Persson.

Det er hele 42 pct. af kvinderne i job, der har oplevet at kæmpe med nedtrykthed efter ferien. Det har blot 22 pct. af mændene. Forskellen mellem kønnene overrasker ikke Heidi Persson:

- Mange kvinder har meget høje forventninger til sig selv og alt det, de skal nå på jobbet og hjemme i familien. Problemet er blot, at det ofte er umuligt at leve op til alle de krav, når hverdagen sætter ind. Så er man nødt til at gå på kompromis med sig selv for at få det hele til at køre. Det kan til tider være rigtig svært.

Ifølge Heidi Persson forsvinder nedtryktheden dog heldigvis for de fleste, når man efter nogle uger er tilbage i et normalt hverdagsliv.

- Hverdagen er jo ikke nødvendigvis dårlig, den er bare travl og hektisk. I starten kan den føles den som en alt for stor kontrast til sol og sommer, men efter noget tid har man vænnet sig til tempoet og de mange gøremål.

- Og så er det jo ikke forbudt at lukke øjnene og se frem mod den næste ferie. Den kommer som regel hurtigere, end man tror.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094