23948sdkhjf

Rygere køber over halvdelen af al håndkøbsmedicin

Danskernes stigende afhængighed af rygestopmedicin kan sammenlignes med afhængighed af morfin, mener læger.
Titusindvis af danskere lider af en afhængighed af nikotin, der af nogle læger sammenlignes med afhængighed af morfin – selv om mange af dem ikke ryger mere. Det skriver Jyllands-Posten.

Og det bekymrer både læger og apotekere, at halvdelen af al håndkøbsmedicin, der bliver solgt på apoteker og i supermarkeder i Danmark, bliver købt af rygere eller tidligere rygere.

Læge og forfatter til bogen "Nikotinfri nu", Joan Engelhardt, der selv har været ryger, er ikke i tvivl.

- Nikotin har stor indvirkning på hjernen. Og brugerne ter sig lidt på samme måde som folk, der er afhængige af morfin, siger hun til Jyllands-Posten.

Sundhedsmyndighederne anbefaler, at rygestopmedicinen ikke bruges i mere end 8-12 uger og højst seks måneder i træk.

Alligevel siger over halvdelen af brugerne i rygerundersøgelser fra Sundhedsstyrelsen, at de har tygget nikotintyggegummi eller lignende i mere end et år. Nogle tidligere rygere har været afhængige af tyggegummi i årevis.

Apoteker og supermarkeder sælger tilsammen hvert år nikotinprodukter for over 300 millioner kroner, og formanden for Apotekerforeningen, apoteker Anne Kahns, er også bekymret for udviklingen.

- Hvis stigningen er sket, fordi flere holder op med at ryge, er det en god nyhed – for det er bedre end at ryge. Men det er et problem, hvis det stigende salg skyldes, at flere holder op med at ryge, for så bagefter at få problemer med at kvitte rygestopmedicinen, siger hun til Jyllands-Posten.

Chefkonsulent i Hjerteforeningen, Simon Rask, mener heller ikke, at det er hensigtsmæssigt at bruge nikotinprodukter for længe.

- Det kan have en effekt i forhold til hjerte-kar-sygdomme, derfor skal man være påpasselig med det. Men det er stadig tobakken, der slår flest danskere ihjel.

På fire år er mængden målt i særlige døgndoser steget med ni procent, viser tal fra Dansk Lægemiddel Information.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.621