23948sdkhjf

Røvere slog ejeren ned hos guldsmed i Århus

Politiet har offentliggjort dramatisk video, der viser voldsomt røveri, hvor guldsmed blev slået ned.
Ejeren af en guldsmedebutik blev mandag slået ned i forbindelse med et røveri i Århus. Det oplyser Østjyllands Politi.

Tre unge mænd var omkring klokken 10.15 inde i butikken, der ligger i Guldsmedgade i den centrale del af byen.

Politiet offentliggjorde mandag en video fra butikkens overvågningskamera, der viser, hvordan de tre mænd, én efter én, kommer ind i butikken.

To af dem går om bag disken, hvor de slår på en mand og en kvinde, der befinder sig bag disken.

Derefter begynder de alle tre at rive ting ned fra hylder i butikslokalet.

Med medbragte rør eller lignende smadrer de glas i disken for at få fat på bakker med udstillede varer, som de stopper ned i en medbragt sportstaske.

Det hele er overstået i løbet af et par minutter, hvorefter de tre mænd ses forlade butikken og løbe ud på fortovet.

Efter røveriet flygtede de angiveligt i en bil af mærket Audi. Bilen forsvandt fra stedet i nordlig retning, og den blev senere mandag fundet på Skejbyvej i det nordlige Århus.

Politiet håber på hjælp fra vidner, som har overværet røveriet.

Gerningsmændene menes alle at være i alderen 20-25 år. De var iført sort tøj og kasketter eller hætter.

En af dem, en mand på 180-185 centimeter og med lys hud, bar noget, der lignede en kniv, oplyser politiet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078