23948sdkhjf

Hård konkurrence presser de store brødproducenter

Lagkagehuset er nu landets tredjestørste bagerivirksomhed
Den enes død, den andens brød. Sådan kunne situationen på det danske brødmarked opsummeres med et lettere dramatisk ordsprog.

For mens luksusbagere som Lagkagehuset, Emmerys og Langenæs Bageri stormer frem og åbner den ene butik efter den anden, lukker den ene landsbybager efter den næste. Ikke mindst som følge af konkurrencen fra discountbutikkernes og tankstationernes bake-off brød, der samtidig presser markedet for posepakket brød og frostbrød. Discountbutikkerne og supermarkederne satser nemlig i stigende grad på private mærker og brød som ‘"trafikskaber" i butikkerne.

Det mærker man hos de to største bagerivirksomheder herhjemme, Kohberg og Lantmännen Unibake Danmark, der står bag mærker som Schulstad, Hatting og Paaskebrød. Ud af en omsætning på 918,4 millioner kroner tjente Lantmännen Unibake Danmark således kun 2,2 millioner kroner før skat i 2015.

Samme billede tegner sig hos Kohberg, der også kun formåede at tjene 2 millioner kroner i 2015 ud af en omsætning på 945 millioner kroner. Og i øvrigt i august fyrede den femte direktør siden 2011.

Luksusbagere ekspanderer
Omvendt voksede Lagkagehusets overskud i 2015 med 80 procent til 38,1 millioner kroner. Med en omsætning på 552 millioner kroner er kæden i dag Danmarks tredjestørste bagerivirksomhed med i omegnen af 50 butikker landet over. Næste skridt for Lagkagehuset er international ekspansion, når man senere på året åbner sit første bageri i London under navnet Ole & Steen.

En anden håndværksbager, Langenæs Bageri, har inden for de seneste år åbnet seks bagerier i Jylland. Og flere er på vej i 2017, hvis man skal tro administrerende direktør Michael Spottag.

Han ser tydelige tegn på, at flere og flere kunder er villige til at betale mere for godt brød. Men han køber ikke præmissen om, at luksusbagere som Langenæs Bageri stjæler en masse markedsandele fra supermarkedet eller den lokale bagerbutik.

- Jeg vil vove den påstand, at vi skaber et behov. Vores anden butik åbnede i Højberg lidt uden for Aarhus for at prøve konceptet af. Og vores butik har i dag en omsætning, der er fem gange større end den bagerforretning, vi overtog. Men der er stadig nøjagtig de samme bagerier i Højbjerg, som da vi kom. Så det fortæller mig, at vi skaber et behov, siger han.

Michael Spottag tilføjer, at tilgængelighed i form af flere butikker bliver et afgørende parameter - ellers køber kunderne bare et andet produkt.

Lantmännen vil rykke i toppen
På trods af konkurrencen mener Lantmännen Unibake Danmarks administrerende direktør, Allan Christiansen, at det er positivt, at luksusbagerne er med til at udbrede interessen for brød - også selvom han med et glimt i øjet kalder deres primære kundesegment "2900 Spelt".

- Det, som Lagkagehuset, Emmerys og de andre håndværksbagere har gjort godt, og som jeg synes er spændende, er, at de har fået kvalitetsbrød udbredt i befolkningen og åbnet flere danskernes øjne for produkter af en høj kvalitet til meget høje priser, siger Allan Christiansen, som forventer, at Lantmännen også selv vil rykke på det øvre segment:

- Jeg tror, vi også skal investere i det område, forstået på den måde, at vi kommer med produkter, som også udfordrer den høje ende af prisskalaen. Ikke i det allerdyreste segment, men lige under. De produkter kan også produceres på et stort bageri.

Læs Food Supply Magazine gratis: http://www.e-pages.dk/aller/530/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109