Formodet knivstikker i sag om Fakta-drab melder sig selv
30-årig mand døde i weekenden efter at være blevet stukket ned nogle dage tidligere. Nu er 22-årig anholdt.
Ifølge anklagemyndighedens sigtelse mod manden, er der tale om den formodede drabsmand.
- Han er sigtet for manddrab. Han har været eftersøgt, og der sidder i forvejen én person fængslet i sagen, fortæller pressekoordinator Marianne Morgen, Østjyllands Politi.
Den 22-årige valgte mandag aften at melde sig selv. Klokken 22.48 troppede han op på Politigården i Aarhus sammen med sin advokat.
Knivstikkeriet fandt sted foran en Fakta-forretning på Kappelvænget i Aarhus V onsdag aften i sidste uge. I første omgang var offeret i live, og sagen blev derfor efterforsket som et drabsforsøg.
Men i weekenden døde den 30-årige mand. Og fra at være en sag om drabsforsøg blev der tale om et drab.
Det er en 26-årig mand, som i forvejen sidder fængslet i sagen. Ifølge sigtelsen har han dog ikke noget med drabet at gøre. Han er derimod sigtet for grov vold.
Politiet mener, at den 26-årige slog en 24-årig med et baseballbat. Det foregik i forbindelse med det sammenstød, hvor den 30-årige blev stukket ned.
Allerede i weekenden fortalte politiet, at man havde en klar formodning om, hvem gerningsmanden, som førte kniven mod den 30-årige, var. Og det er ham, der nu er blevet anholdt.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag ved Retten i Aarhus. Her skal en dommer vurdere, om der er tilstrækkeligt grundlag til at varetægtsfængsle manden.
Marianne Morgen oplyser, at anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre i sagen af hensyn til politiets videre efterforskning.
Det betyder, at de fremlagte oplysninger under retsmødet ikke kan offentliggøres, hvis dommeren nikker ja til kravet om dørlukning.
/ritzau/