23948sdkhjf

Danskerne returnerer tøj for millioner, selv om det er brugt

15 pct. af danske unge har sendt tøj tilbage til butikken, selv om de har gået med det.
Det synes at være en fristelse for mange: En tur i byen iført de nye jeans eller den nye trøje og så retur til butikken dagen efter og pengene tilbage.

Hvert år snydes tøjbutikkerne for millioner af kroner, fordi danskerne returnerer tøj, de allerede har taget i brug. Alene de sidste to år er det sket mindst 300.000 gange, viser nye tal fra Deloitte.

Et reelt problem for branchen, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

- Det er absolut bekymrende, at så mange forbrugere ser stort på almindelig god opførsel og etik. Handel med tøj er jo netop baseret på tilliden til, at man ikke afleverer tøjet tilbage, hvis man reelt har taget det i brug. Det er sådan set grundlaget for, at man overhovedet har en returret, siger partner i Deloitte, Morten Steinmetz.

I alt indrømmer 7 pct. af forbrugere, at de har snydt med det brugte tøj enten i fysiske butikker eller på internettet.

- Særligt på internettet bliver butiksejerne ekstra hårdt ramt. Netbutikkerne er nemlig forpligtet til at tage varer retur, mens de fysiske butikker kan nægte det, hvis varen er brugt. Uanset hvortil varen returneres, er der dog ingen tvivl om, at de brugte varer koster butiksejerne penge, fordi de i mange tilfælde ikke kan sælges videre, siger Morten Steinmetz.

Det brugte tøj er dermed med til at sætte ekstra pres på detailhandelen, som i forvejen kæmper med at holde indtjeningen oppe, påpeger Morten Steinmetz:

- Ifølge de seneste regnskabstal er hver fjerde fysiske tøjbutik i risikozonen for konkurs. Blandt e-handelsvirksomhederne er historien stort set den samme. De har godt nok fået mere forretning, men har stadig svært ved at tjene penge. Op mod 40 pct. af dem har røde tal på bundlinjen, hvilket selvsagt er en uholdbar situation.

Særligt bekymrende er det derfor også, at de yngre generationer, som jo er fremtidens forbrugere, ifølge undersøgelsen har den dårligste moral.

- Blandt de unge mellem 18 og 29 år er det hele 15 pct., der inden for de seneste to år har returneret tøj, som de allerede har taget i brug. Det er en stor andel og vidner om, at alt for mange unge har en idé om, at de bare kan bruge tøjbutikkerne som et ekstra klædeskab uden at betale, siger Morten Steinmetz.

Ifølge Deloittes Modeanalyse 2016 har blot 38 pct. af de danske modebutikker generet stabile overskud i løbet af de seneste tre år.

Om undersøgelsen
Tallene er baseret på i alt 1061 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093