Ejer af Fakta-grund får kritik og påbud
Nyborg Kommune giver utilfreds nabo til butikken ret i sine klagepunkter.
Nabo til butikken, Henning Faurby Pedersen, har henvendt sig til kommunen med en række klager, og nu har embedsmændene og politikerne beset forholdene og givet ham medhold.
- Det ser mildt sagt ikke pænt ud. Det er ikke en måde at opføre sig på over for naboerne, og det skal vi have bragt i orden hurtigst muligt, fastslår formanden for teknisk udvalg, Per Jespersen (S).
Ejeren af Fakta-grunden skal blandt andet rette op på et stort plankeværk, der er blevet sat mellem butikken og Pedersens grund, og som hælder svært ind imod naboen. Derudover skal der plantes afskærmende beplantning og fjernes affald og ukrudt.