23948sdkhjf

Amerikansk toppolitiker går i flæsket på Novo Nordisk

Den amerikanske toppolitikker Bernie Sanders går hårdt til angreb på Novo Nordisks priser i en ny kampagne.
Den tidligere demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders går på de sociale medier til angreb på Novo Nordisks prisstigninger i USA.

Priserne på medicin er et stort tema i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor Bernie Sanders fører kampagne for den demokratiske kandidat Hillary Clinton.

- Eli Lilly og Novo Nordisk går tydeligvis mere op i profit end deres patienter. Det er på tide at stoppe deres grådighed, skriver Bernie Sanders på det sociale medie Twitter.

Her har han også lagt en video op, hvor han buldrer mod Novo Nordisk og dennes amerikanske konkurrent Eli Lilly.

- Folk dør eller bliver mere syge, fordi de ikke har råd til insulin, bare så Eli Lilly og Novo Nordisk kan lave deres skammelige profit, fremfører Bernie Sanders i videoen.

Sanders angriber i videoen, at priserne på nogle insuliner er steget 450 procent mere end inflationen de sidste 20 år.

Priser på medicin har været et stort tema i USA i en længere periode, fordi de på grund af landets komplicerede sundhedssystem ofte er langt, langt højere end i udlandet.

Det har fået flere politikere på banen, ikke mindst Hillary Clinton og Bernie Sanders.

Tidligere er medicinalselskaber, der bliver nævnt ved navn, faldet kraftigt på børsen. Markedet frygter, at selskaberne vil opleve et stort pres for at sætte priserne ned.

- Det er helt sikkert en opmærksomhed og en sag, Novo Nordisk gerne havde været foruden, denne her, siger Novo Nordisk-analytiker hos Sydbank Søren Løntoft.

Det kan dog blive svært for politikerne rent faktisk at gøre noget ved det sundhedssystem, der tillader medicinalsektoren at tage endog ganske høje priser.

- Spørgsmålet er, hvad politikerne kan gøre ved det, og om de overhovedet kan gøre noget ved det. For systemet er meget trægt at ændre, siger Søren Løntoft.

USA er Novo Nordisks største og mest lukrative marked. Den seneste tid har der dog været mere prispres. Og det har sendt Novo Nordisks aktiekurs ned.

Novo Nordisk solgte i de første ni måneder diabeteslægemidler i USA for 33,1 milliarder kroner. Det var over halvdelen af koncernens samlede salg til diabetesbehandling.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.459