23948sdkhjf

Fortsat fald i antidepressiv medicin

Lægerne er blevet mere påpasselige og patienterne mere skeptiske.
De seneste år har antallet af recepter på antidepressiv medicin været faldende.

I 2011 blev der udskrevet 460.000 recepter, hvorimod der i 2015 blev udskrevet 419.000. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Det er uvist, hvad den direkte årsag til faldet er. Men formand for praktiserende læger i Region Syddanmark, Jørgen Skadborg, mener, at lægerne er blevet mere påpasselige med at udskrive medicin.

- Vi er blevet bedre til at konkludere, at en depression ikke nødvendigvis skal behandles med medicin, siger han til DR Syd.

Det er ikke kun hos lægerne, at man ikke bruger medicinen som den første mulighed.

Patienterne kan også have nogle holdninger til medicinen. Det mener Merete Willemoes Nielsen fra Psykiatriens Medicinrådgivning i Region Syddanmark.

- Det kan være, at der hos nogen er opstået en skepsis mod lægemidler. Derfor kan det være, at man bruger andre behandlinger, som f.eks. en psykolog, siger hun til DR Syd.

Praktiserende læge Jørgen Skadborg mener, at det er vigtigt at huske på, at medicinen kan være den rigtige vej for mange.

-Derfor er det ikke målet, at antidepressiv medicin slet ikke skal gives til patienterne, siger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078