23948sdkhjf

Landbrugsorganisation vil lade landmænd producere cannabis

En legal produktion af cannabis i Danmark kommer ikke kun syge danskere til gode, mener Landbrug & Fødevarer.
En dansk forsøgsordning skal give 1500 danske patienter adgang til medicinsk cannabis på recept.

Men den hollandske leverandør, som myndighederne har udset sig, kan på grund af eksportrestriktioner kun forsyne 130 af de syge danskere, skriver Politiken.

Derfor foreslår interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, at man fremover giver danske landmænd mulighed for at producere cannabis herhjemme.

- Vi foreslår, at man sætter gang i produktionen af cannabis eller cannabisolien i Danmark. Eller også at man giver tilladelse til at opkoncentrere THC'en fra den industrihamp, vi lovlig kan dyrke i dag, siger næstformand Lars Hvidtfeldt.

Ifølge ham bør det ikke komme bag på myndighederne, at den hollandske leverandør ikke kan imødekomme efterspørgslen.

- Vi har i en periode sagt, at det er fint, at man vil sætte et forsøg i gang, men har man tænkt over, hvor man skal skaffe cannabissen? Vi har hele tiden sagt, at den hollandske leverandør kun kan levere til en tiendedel af de 1500, der er med i forsøget, siger Lars Hvidtfeldt.

Ifølge Lars Hvidtfeldt vil en dansk produktion ikke kun komme de 1500 syge danskere til gode. Eksempelvis kan det aktive stof THC ifølge Lars Hvidtfeldt bruges til miljøvenlig fremstilling af adskillige produkter.

- Vil vi have det fossilfrie samfund i 2050, så skal vi finde alternativer til fossile stoffer som kan erstatte benzinen i bilen, gummiet i dækkene og plastikken i instrumentbrættet, siger Lars Hvidtfeldt.

- Industrihampen og cannabissen har den fordel, at man kan trække en lang række værdistoffer ud af dem, siger Lars Hvidtfeldt.

Lars Hvidtfeldt understreger, at en lang række lande allerede har åbnet for lovlig produktion af cannabis. Og dermed burde Danmark følge trop hurtigst muligt.

- Det er senest blevet legaliseret i fem amerikanske delstater, og Tyskland er langt fremme med lovgivningen, og Holland og England har det allerede. Der er en udvikling i gang i resten af verden, så hvorfor hopper Danmark ikke med på det erhvervseventyr, spørger Lars Hvidtfeldt.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078