23948sdkhjf

Nyt liv til Holmegaard Glasværk

Forskning, formidling, kunst og historie skal samarbejde med erhvervsliv i de historiske bygninger.

- Det bliver helt fantastisk at kunne give liv til glasværket igen. Det bliver et enestående kreativt og rekreativt område, der forener fortid, nutid og fremtid og skaber oplevelser og arbejdspladser i området.

Næstveds borgmester Carsten Rasmussen er begejstret over nyheden om, at Realdania har besluttet at gå ind i projektet Det Ny Holmegaard med 35 millioner kroner.

Pengene skal bruges til at renovere de unikke, historiske og bevaringsværdige bygninger, så de atter kan sætte det gamle glasværk på landkortet – lokalt, nationalt og internationalt.

- Det er en af de helt store hjørnesten i projektet, der nu kommer på plads. Med Realdanias donation er størstedelen af projektet nu en realitet, og derfor går vi nu for alvor ind i den afgørende fase med at søge yderligere fondsmidler til de mange udstillinger, som skal fylde bygningerne og bringe alle sanserne i spil, siger Torben Nielsen, der er bestyrelsesformand for Museum SydøstDanmark.

Et banebrydende eksempel

Det Ny Holmegaard tager udgangspunkt i det gamle Holmegaard Glasværk, som er Danmarks eneste bevarede glasværk med arkitektonisk og bevaringsværdig værdi.

I det historiske miljø skal forskning, formidling, kunst og historie samarbejde med erhvervsliv og lokalsamfund. Det er et unikt og utraditionelt samarbejde mellem Næstved Kommune og Museum Sydøstdanmark, der har udviklet projektet.

- Vi ser projektet som et banebrydende eksempel på, hvordan man på skuldrene af historien og en unik bygningsarv kan forny indhold og aktiviteter og genskabe et tidligere industriområde, så det peger mod fremtiden og en positiv udvikling for lokalområdet og regionen, siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.

Nogle af hovedattraktionerne i Det Ny Holmegaard bliver nordens største glassamling, som bl.a. omfatter værdifulde og internationalt anerkendte samlinger af Holmegaards glas samt tilsvarende samlinger af Kählers keramik, som får en central placering og betydning.

Planerne for Det Ny Holmegaard omfatter:

- En udstilling om Danmarks første og sidste glasværk.
- Et kunsteksperimentarium for alle sanser.
- Den største og mest betydende glassamling i Norden med 35.000 glas.
- Verdens største samling af Kähler-keramik.
- Særudstillinger med nutidigt glasdesign og kunsthåndværk.
- Skiftende udstillinger fra Museum Sydøstdanmarks samlinger.
- Specialudstilling med 10.000 års kunsthåndværk.
- Mulighed for at afholde events, koncerter, konferencer og tilbud om undervisning.
- Levende værksteder, hvor studerende, glasmagere og kunsthåndværkere arbejder.
- Et kultur- og kunsthistorisk bibliotek.
- Spisesteder, museumsbutik og designsalg.
- Kunstner og studieboliger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.075