23948sdkhjf

Udskældt forslag til erhvervslejelov bliver ændret

En god dag for detailhandlen, mener Dansk Erhverv.
En god dag for detailhandlen.

Det er Dansk Erhvervs konklusion, efter det i går stod klart, at forslaget til en ny erhvervslejelov, der blandt andet gav øget mulighed for at tidsbegrænse erhvervslejemål og dermed smide erhvervslejere ud, ikke bliver vedtaget i Folketinget.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

- Vi har haft en rigtig god dialog med Folketingets erhvervsordførere om de uhensigtsmæssige konsekvenser af lovforslaget. En øget brug af tidsbegrænsede lejekontrakter ville skade det danske erhvervsliv – ikke mindst de mindre erhvervsdrivende. Derfor er vi meget glade for, at både ministeren og partierne har taget vores bekymringer alvorligt, siger Bo Dalsgaard, der er jurist og chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Den nyudnævnte erhvervsminister Brian Mikkelsen fremlagde tirsdag d. 29. november et ændringsforslag til det eksisterende forslag til en ny erhvervslejelov. I ændringsforslaget er den øgede mulighed for at tidsbegrænse erhvervslejemål taget ud.

Dansk Erhverv har tidligere peget på, at de tidsbegrænsede lejemål potentielt kunne skubbe de små handlende ud af de danske hovedgader og butikscentre, fordi de erhvervsdrivende, der bor til leje, ikke længere ville have sikkerhed for de investeringer, de gjorde i deres lokaler.

- Det har stor betydning for den danske detailhandel og særligt for de små og mellemstore butikker, cafeer, restauranter og håndværksmestre, at de nu ikke længere risikerer at blive smidt ud af deres lejemål efter tre til fem år. Derfor er ændringen af loven en tiltrængt god nyhed for både det danske handelsliv og for de danske forbrugere, der fortsat kan se frem til også at handle i små, uafhængige butikker, siger Bo Dalsgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11