23948sdkhjf

Hver tiende ung drømmer om at blive selvstændig

De unge søger en form for frihed i deres arbejdsliv, vurderer ekspert.
10 procent af de unge svarer ja til, at de helt sikkert har planer om at starte selvstændig virksomhed i fremtiden.

I en undersøgelse som analyseinstituttet YouGov har lavet for organisationen Lederne svarer 40 procent at de måske vil starte selv, mens 43 procent ikke på nuværende tidspunkt drømmer om engang at starte egen virksomhed.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt peger på, at de unge søger en form for frihed i deres arbejdsliv.

- Det betyder noget for de unge at være herre i eget hus. De vil ikke være underlagt alt for faste rammer, men i højere grad bestemme selv. De er ikke bange for at arbejde hårdt, men de vil selv styre deres tid og arbejdsopgaver, siger Michael Uhrenholt.


Søger ofte nyt
Han ser de unges lyst til at blive selvstændige som en del af en større tendens.

- Nogle af Ledernes andre undersøgelser viser, at medarbejdere i dag kun er ansat i virksomheder i kort tid og ofte søger nye udfordringer. Det gælder især de unge. De forfølger flere muligheder, og en stor del af dem vil sandsynligvis få et arbejdsliv, hvor de i nogle perioder er selvstændige og i andre perioder er fastansatte, siger Michael Uhrenholt.

Han forklarer, at arbejdsmarkedet generelt har ændret sig, og at flere og flere i dag ansættes på projektbasis eller som freelancere. Derfor kan mange unge etablere sig som selvstændige og udbyde deres kompetencer på konsulentbasis.

- Rigtig mange selvstændige leverer services og har ikke brug for et stort produktionsapparat. Det betyder, at du i dag ikke behøver en stor startkapital for at komme i gang, siger Michael Uhrenholt.

Flere mænd end kvinder
Undersøgelsen viser også, at lidt flere mænd end kvinder går med en selvstændig i maven. Mens 13 procent af de unge mænd svarer, at de helt sikkert vil være selvstændige, er det kun seks procent af de unge kvinder, som deler drømmen.

- Mænd er hverken klogere eller dygtigere end kvinder, men de er måske lidt mere opportunistiske. Kvinder tænker længere frem og ser barriererne før mænd, for eksempel at der jo også er en del økonomisk usikkerhed forbundet med at være selvstændig, siger Michael Uhrenholt.

Undersøgelsen viser også, at børn af selvstændige ikke er blevet afskrækket fra selv at blive det – tværtimod. Blandt unge, som har en forælder, der er selvstændig, har 11 procent mod på selv at blive selvstændige.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125