23948sdkhjf

Stofa køber Boxer for at få afgørende størrelse

Energiselskabet bag Stofa har lagt et bud på Boxer TV. Det sker for at få en størrelse, der giver mening.
SE, der ejer tv-selskabet Stofa, vil købe Boxer TV. Det sker for at få en størrelse, hvor man for alvor kan spille med på det danske tv-marked.

Boxer har omkring 280.000 tv-kunder. Går købet igennem, vil SE samlet have 600.000 tv-kunder eller omtrent 25 procent af det danske marked.

- Vi er nødt til at blive større, så vi kan få stordriftsfordele. Det skal vi bruge, så vi kan have mere konkurrencedygtige priser, og så vi kan få bedre adgang til tv-rettigheder.

- Det betyder rigtigt meget i tv-markedet, og det får vi med dette her opkøb, siger administrerende direktør i SE Niels Duedahl.

Planen er, at Boxer TV skal overleve som brand.

Boxer TV's regnskab for 2015 viser, at selskabet omsatte for 614 millioner kroner. Det var et fald fra 2014. Samtidig gav Boxer TV et underskud på 4,4 millioner kroner mod et overskud året før.

- Det er klart, at alle vores forretninger skal være lønsomme. Og vi tror på, at vi kan skabe synergier i både Boxer og Stofa, så der kommer overskud, siger Niels Duedahl.,

Købet kommer samtidig med, at tv-selskaber verden over lider under en bølge af specielt unge, der helt opgiver de ellers for selskaberne lukrative tv-pakker.

I stedet nøjes kunderne med en internetforbindelse, der så kan bruges til at streame indhold.

- Markedet er under markant forandring. Men vi skal huske på, at der stadig er rigtigt, rigtigt mange, der har en tv-pakke og bruger den.

- Mange teknologiskift tager lang tid. Der er for eksempel stadigvæk en million fastnettelefoner i Danmark, siger direktøren.

SE, med døtrene Stofa og Boxer TV, skal dog samtidig følge med udviklingen.

- Generelt har alle tv-udbydere i verden problemer lige nu, fordi folks tv-vaner ændrer sig.

- Det er klart, at vi også skal udvikle vores tv-koncept, så det bliver tidssvarende. Men det er først noget, der sker senere. I dag kigger vi på, at vi har købt Boxer, siger Niels Duedahl.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158