23948sdkhjf

Nu er det slut med tidsbegrænsning på nej tak til reklamer

Klistermærker med "Reklamer - nej tak" skal respekteres i al fremtid og ikke kun i to år, oplyser ombudsmand.
Hidtil har et klistermærke med "Reklamer - nej tak eller "Reklamer og ugeaviser - nej tak" kun været gyldige to år efter, de er sat op. Men det laver forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen om på.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse tirsdag.

Retningslinjerne for ordningen er blevet ændret. Det betyder blandt andet, at klistermærkerne ikke længere skal have et årstal, fordi de er gyldige, uanset hvor lang tid de har været oppe.

- Det er mit indtryk, at rigtig mange forbrugere er glade for ”nej tak”-ordningerne, og revisionen betyder, at forbrugerne ikke skal ulejliges med at sætte et nyt klistermærke på deres postkasse hvert andet år, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Ændringen gælder fra 1. januar i år. Dermed er alle virksomheder, der sender markedsføring uden navn, omgående forpligtet til at følge de nye regler.

Både privatpersoner, virksomheder og institutioner kan sætte et klistermærke op, hvis de ikke ønsker reklamer.

Forbrugerombudsmanden og branchens parter vil kigge ændringen og de nye retningslinjer igennem igen i 2019.

Ordningen med de to klistermærker gælder post, der bliver tilsendt uden navn.

Såfremt man ønsker at være fri for reklamer fra selskaber, der trykker navn på deres materiale, skal man skrives på den såkaldte Robinson-liste. Det oplyser Forbrugerrådet.

Klistermærkerne kan bestilles via PostNords hjemmeside eller hentes på posthuset. Forbrugerrådet Tænk understreger, at hjemmelavede skilte ikke gælder.

Hidtil har adresser, der er tilmeldt ordningen, fået tilsendt et nyt klistermærke hvert andet år. Det gælder stadig, at hvis man flytter fra en adresse, flytter ens tilmelding til ordningen ikke med.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125