23948sdkhjf

Fly brager ind i indkøbscenter i Melbourne og dræber fem

Chartret fly var lige lettet, da det styrtede ned i butikscenter i Melbourne og eksploderede.
Et mindre fly med fem personer om bord er tirsdag morgen lokal tid styrtet ned i et indkøbscenter i Melbourne i Australien. Det oplyser australske medier.

Alle fem er omkommet.

Ulykken skete omkring klokken 9 lokal tid. Derfor var der endnu ingen kunder i indkøbscentret, der først åbner klokken 10.

- På nuværende tidspunkt ser det ud som om, at ingen på flyet overlevede. Vi vil ikke sige noget om, hvem der var på flyet endnu. Det er simpelthen af hensyn til familiemedlemmer, siger vicepolitikommissæren i delstaten Victoria, Stephen Leane, på et pressemøde.

- Det var et held, at centeret ikke var åbent. Det ser ud som om, at flyet blev ramt af en motorfejl, siger Leane på pressemødet.

Ulykken skete tæt på Essendon Airport, som ifølge ABC News er en lille flyveplads beregnet for lette fly.

Ulykken skete lige efter, at flyet var lettet. Øjenvidner fortæller til Sky News, at flyet så ud til at "være i problemer", da det kom i luften.

TV-billeder fra nedstyrtningsstedet viser brandfolk i gang med slukningsarbejdet.

Flyet eksploderede ifølge ABC News, da det ramte ned i indkøbscentret. 13 slukningskøretøjer er sat ind for at bekæmpe flammerne.

Flyet af typen Beechcraft var ifølge politiet i Victoria på vej til King Island, der ligger ud for den nordvestlige spids af øen Tasmanien. Den forventede flyvetid var 55 minutter.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.148