23948sdkhjf

Tysk internetgigant sprøjter tøj ud til europæerne

Zalandos forretning fortsætter med at vokse i et imponerende tempo. Og planen er at fortsætte den vej.
Internetforretningen Zalando, der sælger tøj og sko til forbrugere i hele Europa, vokser sig større fra år til år.

Regnskabet for det tyske selskab viser således en fremgang i omsætningen på 23 procent i 2016, hvor der blev omsat for godt 3,6 milliarder euro, svarende til 27 milliarder danske kroner.

Selskabet betjente i alt 20 millioner kunder i løbet af sidste år, og det er 11 procent flere end året før.

Sammenlagt var de med til at genere et nettoresultat på godt 120 millioner euro, hvilket er på linje med 2015.

For nylig viste en undersøgelse fra FDIH, Foreningen for Dansk Internethandel, at Zalando er den mest benyttede internetbutik blandt danskere.

Og efterspørgslen i Norden har da også fået selskabet til at investere i et nyt lager i Sverige, som åbner senere i år.

Zalandos ledelse regner med, at væksten i 2017 vil ligge på niveau med sidste år.

Udmeldingen til investorerne er i hvert fald en forventet vækst på mellem 20 og 25 procent.

Zalando blev stiftet i 2008 og fokuserede oprindeligt på salg af sko, men senere fandt mode- og sportstøj også vej til internetbutikken.

Selskabet var i første omgang fokuseret på det tyske marked, men har gradvist udvidet sin kundekreds. I 2012 åbnede man en dansk version af webshoppen.

Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen er blandt de største aktionærer i selskabet med en ejerandel på godt 10 procent og sidder også med i Zalandos såkaldte supervisory board.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125