23948sdkhjf

Læge advarer patienter: Brug ikke Netdoktor

Netdoktor kritiseres for at skjule reklamer for medicin som oplysning. Praktiserende læge råder patienter til at droppe det populære netsted.
Flere læger og Forbrugerrådet Tænk kritiserer nu netdoktor.dk for at fremstille reklamer for medicin som oplysning.

Det skriver TV 2.

Netdoktor er en stor portal, hvor det anslås at 7 ud af 10 voksne danskere har været for at søge information om sygdom og sundhed.

Jørgen Skadborg er praktiserende læge i Vejle. Når han hører fra sine patienter, at de bruger netdoktor.dk, så fortæller han dem, at de skal lade være.

- Jeg er meget forarget over, at man prøver at påstå, at det er uafhængigt, når det er så reklamefinansieret, som det er.

Det, der forarger Jørgen Skadborg, er det, der står med småt i bunden af artiklerne. At indholdet er sponsoreret af et medicinalfirma, der kunne tænkes, at ville sælge mere medicin.

- Man bliver til kunde i en medicinalindustri frem for at blive betragtet som en borger, som skal have en neutral og faglig vurdering, når man henvender sig til sundhedsvæsenet, siger Jørgen Skadborg til TV 2.

Netdoktor afviser kritik

Netop denne frygt deles af denne uafhængige forskningsenhed Cochrane. De kritiserede allerede tilbage i 2011 Netdoktor for at have et for tæt forhold til medicinalindustrien.

- De her annoncekampagner har karakter af reklame for receptpligtig medicin. Det er forbudt i hele verden – bortset fra USA og New Zealand. Det er det af den grund, at det øger medicinforbruget på uhensigtsmæssigvis - og det medfører en sygeliggørelse af vores befolkning, lyder det fra Karsten Juhl Jørgensen, der er overlæge og vicedirektør i Cochrane.

Hos Netdoktor, afvises kritikken pure.

- Danskerne ville ikke bruge Netdoktor igen år efter år, hvis ikke det var fordi, de stolede på os. Det kan de også sagtens, siger Rikke Esbjerg, der er direktør i Netdoktor.

Forbrugerrådet bakker op om kritik

Alligevel har Forbrugerrådet Tænk taget de kritiske briller på.

- Når man er syg, skal man gå til lægen og så er det sammen med lægen, man finder ud af, hvad ens behandling er. Måske er det lægemidler, måske er det noget helt andet. Man skal ikke træffe sin beslutning på baggrund af en reklame, siger Sine Jensen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Lægemiddelstyrelsen har sagt til TV 2, at de vil se nærmere på, om Netdoktor overholder lovgivningen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096