23948sdkhjf

DT Group skal have ny ejer

Britiske Wolseley frasælger DT Group, der i Danmark står bag byggecenterkæderne Stark og endnu også Silvan

Få synergier.

Sådan lyder forklaringen fra britiske Wolseley på ønsket om at frasælge byggematerialekoncernen DT Group, der i Danmark står bag Stark og endnu også Silvan.

Beslutningen blev annonceret på Børsen i London her til morgen, men den har været undervejs gennem længere tid.

I en pressemeddelelse fremgår det, at Wolseley, der især fokuserer på vvs, i september 2016 indledte en evaluering af forretningens nordiske strategi. Og at det arbejde sammen med DT Groups nye fokus i Norden har bidraget til beslutningen om at frasælge DT Group.

- DT Group er en attraktiv, profitabel forretning med gode afkast. Men forretningen er bare forskellig fra gruppens kerneaktiviteter, hvor fokus er på VVS. Vi er tilfredse med resultatet af evalueringen af strategien, og nu har vi det rette grundlag for at arbejde videre med forretningens fremtidige strategi. Beslutningen om at sælge DT Group var ikke let, men vi tror på, at det er den bedste måde, vi kan sikre en lys fremtid for forretningen, forklarer John Martin, adm. direktør i Wolseley, i pressemeddelelsen.

God nyhed mener direktør

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, har DT Group valgt at målrette forretningen det professionelle marked og har i den forbindelse sat Silvan til salg.

Derudover har DT Group lukket 10 ikke-rentable Stark forretninger, og fokus er desuden på at udvide varesortimentet samt forbedre distributionskraften foruden at udvikle den digitale platform.

Og adm. direktør i DT Group, Søren P. Olesen, er glad for nyheden om, at en ny ejer er på vej, som, han mener, giver flere muligheder i fremtiden.

- Det er helt åbenlyst, at synergierne ikke er så store mellem Wolseley og DT Group i Norden, og med en ny ejer i løbet af 2017 vil vi stå utrolig stærkt med vores nye fokus, strategi og fremtidige forretning. Det er med andre ord en rigtig god nyhed for DT Group, siger han i pressemeddelelsen.

Han påpeger, at DT Group i forbindelse med den nye strategiproces har tænkt over deres ejerskab og været i tæt dialog med Wolseley om det. Og han oplyser, at DT Group i det seneste regnskabsår havde en omsætning på 18,4 mia. kroner og et resultat før skat og renter på 530 mio. kroner.

- Det gode grundlag kommer vi til at arbejde videre på med en ny ejer, siger han.

Salget ventes at være gennemført inden udgangen af 2017.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127