23948sdkhjf

Japansk computerkæmpe døden nær efter milliardtab

Toshiba, der er bedst kendt for at producere computere, har tabt milliarder og frygter for fremtiden.
Japanske Toshibas forsinkede regnskab for tredje kvartal af 2016 melder om gigantiske tab på driften. Samtidig er regnskabet offentliggjort uden revisorpåtegning.

Det skriver Ritzau Finans.

Regnskabet er blevet udskudt flere gange. Nu er det kommet, og nyhederne er ganske dårlige. Toshiba omsatte i de første ni måneder af det skæve regnskabsår for 3850 milliarder yen, godt 243 milliarder kroner.

Selskabets resultat viste et minus på 532 milliarder yen, svarende til 33,5 milliarder kroner. Samtidig var egenkapitalen negativ med 225 milliarder yen.

Toshiba har været tvunget til at offentliggøre regnskabet uden revisorpåtegning. Det er sket af frygt for ikke at overholde fristen for offentliggørelse af regnskaber. Dermed kunne selskabet muligvis blive tvunget til en afnotering fra børsen i Tokyo.

Det japanske konglomerat har været involveret i en større revisionsskandale, der har stået på i mere end syv år. I 2015 tvang skandalen den tidligere administrerende direktør fra posten.

Bloomberg skriver, at Toshiba har været på kant med revisorerne på grund af uenigheder om den interne kontrol med forretningsenheden Westinghouse Electric, der har indgivet konkursbegæring i USA.

Toshiba ser i regnskabet betydelig usikkerhed om den fortsatte drift, og hvorvidt selskabet vil være i stand til at leve op til sine forpligtelser.

Selskabet har været en af verdens største computerproducenter og har mere end 100 år på bagen.

Det begyndte som en sammenslutning mellem en producent af glødepærer og en producent af telegrafudstyr.

Navnet Toshiba har været synonymt med banebrydende elektronik. I 1986 udviklede det landets første bærbare computer.

Toshiba er stadig en enorm forretning med over 100.000 ansatte.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078