23948sdkhjf

Skattejoker kan give rekord i påskehandel

Onsdag er en af årets største handelsdage og kan blive ekstra travl i år, da mange har fået skattepenge retur.
Torsdag begynder påsken, og derfor bliver der Danmark over købt stort ind onsdag.

Således er dagen før påske traditionelt en af de største handelsdage for supermarkederne og kan sætte rekord.

- Onsdag før påske er som regel den travleste dag for vores dankort i årets første 11 måneder. Det er først på black friday i november og i julen, at vi igen ser så stor en omsætning, siger pressechef hos Nets Søren Winge.

Tal fra Nets viser, at onsdag har været den travleste dag de seneste fire år før påske. Sidste år blev der på dagen handlet for 1,6 milliarder kroner via dankortet. Det var dog et fald fra rekordåret 2015.

- Onsdagen i 2015 ramte en kombination af, at helligdagene begyndte, og at lønnen lige var blevet udbetalt. Det øgede handlen så meget, at det faktisk er en af vores 10 største handelsdage nogensinde, siger Søren Winge.

Samlet blev der handlet for 1,7 milliarder kroner via dankort den onsdag, hvilket gør den til den niendestørste dag for Nets nogensinde.

Årets onsdag falder ikke efter en lønningsdag.

- I år bliver de over 17 milliarder kroner, danskerne har fået tilbage fra skat, en joker, siger Søren Winge.

Også hos Dansk Supermarked gør man sig klar til en travl dag.

- Det er en af de helt store dage i alle vores butikker. Folk køber ind til både ferie- og weekendhygge. Samtidig skal mange måske i sommerhus eller have gæster.

- Desuden er der kommet penge tilbage fra skat, så for os kunne det næsten ikke ligge bedre i år, siger kommunikationsmedarbejder i Dansk Supermarked Kasper Reggelsen.

Mens der er langt flere muligheder for at købe ind, end før lukkeloven blev ændret i 2012, er der stadig langt mellem de åbne butikker i påsken.

Dansk Supermarked oplyser, at 167 ud af 455 Netto-butikker holder åbent. Alle Føtex-supermarkeder med undtagelse af ni små butikker i København og så den store Føtex i Ebeltoft holder lukket, mens Bilka er lukket.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125