23948sdkhjf

Økologi: Ny plan sikrer udvikling af det røde Ø-mærke

Planen beskriver 10 områder, hvor økologerne vil stille nye krav til sig selv og hinanden.
Forbrugerne køber flere og flere økologiske varer, og for at imødekomme den stigende efterspørgsel er der behov for en stadig udvikling af økologien, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Derfor introducerer organisationen nu en ti-punktsplan, der skal være med til at styrke dynamik og udvikling af økologien.

Det skal ske i regi af det fælles, statslige økologimærke.

- Det er vigtigt at have nogle pejlemærker at styre efter. Det er nødvendigt, hvis vi vil flytte os, og selvom vi har et utrolig stærkt marked for økologi i Danmark, er det absolut ikke tid til at læne sig tilbage for os økologer, siger Hans Erik Jørgensen.

Den nye ti-punktsplan skal netop være med til at sikre, at forbrugernes interesse for økologien bliver ved med at vokse, og at dansk økologisk landbrug også om fem og ti år, kan bryste sig af at have markedets stærkeste brand; nemlig det røde Ø-mærke. Et mærke, som stort set hele Danmarks befolkning kender, og som otte ud af ti forbrugere har meget stor tillid til.

- Det er nu, hvor vi har markedet med os, at vi skal kigge på, hvilke krav forbrugerne i virkeligheden har til økologien, og de krav skal vi blive endnu bedre til at levere på, siger Hans Erik Jørgensen.

Planen beskriver 10 områder, hvor økologerne vil stille nye krav til sig selv og hinanden for at sikre, at forbrugerne får mest muligt 'value for money', når de køber økologiske produkter:

De 10 punkter:
- Krav om kulstofbinding i det økologiske sædskifte
- Naturtiltag for alle økologiske marker over 5 ha
- Indfasning af flere recirkulerede næringsstoffer
- Udfasning af konventionel husdyrgødning
- Flere velfærdstiltag i økologiske husdyrbesætninger
- Ingen systematisk aflivning af økologiske tyrekalve
- Krav om ansvarlig antibiotikapolitik for kvæg
- Bæredygtigt protein og 100 pct. økologisk fodring
- Udbredelse af bæredygtighedsmålinger
- Fokus på driftsledelse og socialt ansvar

Planen fra Landbrug & Fødevarer spiller i høj grad sammen med de 25 anbefalinger, som Økologisk Erhvervsteam afleverede til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lige før påske.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125