23948sdkhjf

40.000 spejdere får butikker til at indføre betaling med chiparmbånd

Spejdernes Lejr 2017 bliver en kontantløs spejderlejr, og flere butikker i Sønderborg følger trop.
Mønter og pengesedler skal man lede længe efter, når flere end 40.000 spejdere rykker ind på Spejdernes Lejr i Sønderborg til sommer.

Alle spejderne skal i stedet betale med et chiparmbånd, som man kender dem fra flere festivaler.

Nu har cirka 50 butikker i Sønderborg også besluttet at tilbyde spejderne at betale med chiparmbåndet under spejderlejren. Det skriver DR Syd.

Én af butikkerne, der vil tilbyde betaling med chiparmbånd, er Huset Torré.

Rikke Torré, der er indehaver af butikken og bestyrelsesformand i Sønderborg Handel, håber, at de kontantløse chiparmbånd gør det nemmere at klare den travlhed, de 40.000 spejdere vil skabe.

- Vi håber, armbåndet kan være med til at sikre en hurtig og let betjening, når alle de her mennesker rykker ind i byen, siger Rikke Torré til DR Syd.

Der er ingen tvivl om, at butikkerne i Sønderborg kommer til at mærke, at byen er vært for Spejdernes Lejr. Det mener Brian Kaslund, der er citychef i Sønderborg Kommune.

- Butikkerne får helt klart en stor omsætning, for vi har sørget for at lave en masse tiltag inde i byen, som forhåbentligt vil tiltrække mange af spejderne, siger han til DR Syd.

Det kontantløse betalingssystem fungerer sådan, at man overfører penge til et chiparmbånd, og så skal man bare bippe armbåndet foran en sensor, når man vil betale for noget på spejderlejren.

Mens Spejdernes Lejr vil være helt fri for kontanter, kan man dog stadigvæk komme af med både sedler og mønter i byens butikker.

Spejdernes Lejr 2017 finder sted fra den 22. til den 30. juli 2017.

Originalartikel: www.dr.dk/nyheder/regionale/syd/40000-sp...
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079