23948sdkhjf

Teenagere gik med kniv og lavede stribevis af gaderøverier

Retten på Frederiksberg har tirsdag kendt seks skyldige i forskellig grad i omfattende sag om gaderøverier og røverier fra supermarkeder.
Trusler fløj gennem luften en sen eftermiddag i september 2015, da en ung mand blev omringet af seks personer ved et busstoppested på Frederiksberg.

- Vi ved, hvor din lillebror går i skole, lød det fra en af de seks, mens andre havde knive på sig.

Først måtte han af med 1200 kroner. Derefter blev han presset og beordret til at begå røverier mod to supermarkeder i Valby. Den unge mand nøjedes dog med at stjæle fra kasseapparaterne, såkaldte kassedyk.

Men situationen omkring gaderøveriet, der udspillede sig dengang, var ikke enestående for gruppen.

De seks unge mænd, der nu er i alderen 18 til 21 år, blev tirsdag kendt skyldige i forskellig grad i en omfattende sag om gaderøverier. Afgørelsen faldt ved Retten på Frederiksberg.

Røverierne foregik på Frederiksberg og i København. Den person, der er blevet kendt skyldig i flest gaderøverier, begik 13 i alt. De andre personer har henholdsvis begået mellem et og fire.

Ud over ovenstående røverier blev alle seks mænd dømt for episoden med den unge mand ved busstoppestedet på Frederiksberg, som også indebar et gaderøveri.

Retten har dog vurderet, at netop det røveri var særlig voldsomt. Blandt andet fordi, at offeret blev holdt fanget i mere end fire timer.

Gaderøverierne skete fra juli til oktober 2015.

Tidligere i retsforløbet har den ene af sagens to anklagere, Søren Harbo, vurderet at det, så vidt han ved, er en af de mest omfattende sager om gaderøverier i Københavns Politi nogensinde.

Undervejs i sagen er det kommet frem, at gruppen primært kendte hinanden fra skolen og en ungdomsklub, hvor de spillede fodbold sammen.

Sagen behandles som en nævningesag. Senere tirsdag skal anklagere og forsvarere fremlægge deres påstande om, hvordan en passende straf vil lyde.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125