23948sdkhjf

PostNord står med millionregning efter fyring af ansatte på særlige vilkår

I juni afskedigede PostNord Danmark for første gang ansatte på tjenestemandslignende kontrakter. Det blev meget dyrt.
Når en virksomhed fyrer tusindvis af medarbejdere, sparer de typisk mange penge på at gøre det.

Det modsatte gør sig imidlertid gældende hos PostNord Danmark. Som led i en større fyringsrunde skilte den kriseramte postgigant sig i juni af med 50 ansatte på tjenestemandslignende kontrakter, skriver Fagbladet 3F.

Og det er dyrt. Ansatte på disse særlige vilkår tager nemlig tre års fuld løn og en livslang pension med sig, når de for sidste gang stempler ud fra arbejdspladsen.

Juni måneds fyringer efterlader således en regning til PostNord Danmark på cirka 75 millioner kroner. Og flere dyre afskedigelser er på vej.

Hvor mange tør HR-chef i PostNord Danmark, Hans Erik Lindkvist, endnu ikke spå om.

- Det kommer an på, hvordan vi skal afskedige geografisk, og hvilke medarbejdere vi vælger at beholde, siger han.

På landets posthuse og pakkecentraler havde de ansatte indtil for nylig ikke fantasi til at forestille sig, at de snart skulle sige farvel til de af deres kolleger, som er ansat på de særlige kontrakter.

- Ingen havde nogensinde forventet, at man ville gå ind og opsige medarbejdere på særlige vilkår. De koster langt mere at fyre end os almindelige overenskomstansatte, siger Karina Sørensen, fællestillidsmand hos Københavns Postcenter (KHC).

Hvis virksomheden siger farvel til alle ansatte på tjenestemandslignende kontrakter, ville det til at koste i omegnen af fem milliarder kroner.

I foråret meddelte Peter Kjær Jensen, PostNord Danmarks administrerende direktør, at cirka halvdelen af de ansatte på tjenestemandslignende vilkår i løbet af få år vil blive fyret.

Det efterlader en regning anslået til 2,3 milliarder skattekroner, som PostNord Danmark håber på at få tilført fra staten.

Fremtidens postvæsen har brug for medarbejdere, der kan begå sig i en digital virkelighed. Og derfor giver det ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, mening at afskedige en del af de nuværende medarbejdere.

- Vi har med en virksomhed at gøre, som begynder at blive mere og mere teknologitung. Det kræver andre kompetencer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11