23948sdkhjf

Arla præsterer tocifret vækst

Både omsætning, resultat og udbetaling til andelshaverne steg for Arla på trods af et 2011 i den økonomiske krises tegn.
Arla Foods kom særdeles godt ud af regnskabsåret 2011.

Omsætningen steg med 12 procent til knap 55 mia. kr., mens koncernens nettoresultat lød på 1.311 mio. kr. mod 1.268 mio. kr. i 2010.

Samtidig udbetalte Arla 1,6 mia. kr. mere til andelshaverne i løbet af 2011 end i det foregående år.

For hvert kilo mælk, andelshaverne leverede til selskabet, genererede Arla en indtjening på 2,80 kr. i 2011 mod 2,52 kr. i 2010.

- Det er et stærkt resultat i en svær tid. Først og fremmest fordi vi har forbedret indtjeningen til vores ejere til et niveau, der næsten matcher det bedste, vi nogensinde har leveret, siger Arla Foods’ adm. direktør Peder Tuborgh.

Nye markeder opvejer nedgang i Europa
Den økonomiske krise er dog på ingen måde gledet ubemærket hen over Arla. I Danmark og resten af Europa er det blevet markant sværere at tjene penge.

- Under en økonomisk krise vælger flere forbrugere at købe discountprodukter og færre mærkevarer. Dette påvirker vores indtjening. Samtidig ser vi i Arla en voksende efterspørgsel på markeder uden for Europa, og det kompenserer for en fladere vækstkurve i Europa, siger Peder Tuborgh

Mens Arla samlet set opretholdt status quo på de europæiske markeder, fortsatte selskabet med at vinde markedsandele uden for Europa.

- Vi har haft succes på nye markeder, især i MENA (Mellemøsten og Nordafrika) og Rusland, hvor vi har udvidet vores position i markedet med hhv. 27 og 33 procent. I Tyskland har vi dog også haft et stort gennembrud som følge af vores fusion med Hansa-Milch og vores opkøb af Allgäuland-Käsereien. Det er et afgørende skridt i vores udvikling hen imod at blive en betydelig aktør på det tyske marked, siger Peder Tuborgh.

Forventer betydeligt omsætningsvækst
Om forventningerne til det indeværende regnskabsår siger han:

- Selvom 2011 var et godt år for Arla, viste sidste kvartal et vist pres på resultaterne, hvilket afspejler en forværring af erhvervsklimaet i Europa, som er fortsat ind i 2012. Vi forventer en betydelig vækst i vores omsætning, og at koncernens indtjening vil være på niveau med 2011, dog med udsving i mælkeprisen til andelshaverne henover året.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11