23948sdkhjf

Heftig kritik af lovforslag mod karteller

Direktører og ledende medarbejdere i danske virksomheder risikerer at få krænket retssikkerheden med et nyt lovforslag, som har til formål at bekæmpe karteldannelse.
Aflytning og skygning af direktører og ledende medarbejdere i danske virksomheder samt ransagning af disse personers private bopæl er blandt de metoder, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (populært kaldet bagmandspolitiet eller SØK) fremover får på hånden, hvis erhvervs- og vækstminister Ole Sohn får flertal for sit forslag om en ændring af konkurrenceloven.

Lovforslaget – som forventes fremsat for Folketinget i løbet af oktober med ikrafttræden fra 1. marts 2013 – vil blandt andet øge bødeniveauet i straffesager om karteldannelse, ligesom det skal være muligt at fængsle overtrædere af lovgivningen i op til seks år samt i særlige tilfælde at udlevere disse til afsoning i udlandet.

Integritetskrænkende efterforskningsbeføjelser
De skærpede straffe giver samtidig bagmandspolitiet udvidede beføjelser i efterforskningen, og det forhold møder heftigt kritik fra flere ledende erhvervsorganisationer, som har haft lovforslaget til høring.

- Dette vil blandt andet medføre, at konkurrencemyndigheden får hjemmel til at foretage ransagning af ikke-mistænkte personers private hjem. Det vil ligeledes medføre, at konkurrencemyndigheden får adgang til at telefonaflytte alle personer, der kan mistænkes for kartelvirksomhed, selv om disse senere bliver frifundet eller alene idømt en bøde, advarer Dansk Erhverv, DI, Finansrådet, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, forsikring & pension, Håndværksrådet, Landbrug & Fødevarer, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og TEKNIQ i et fælles høringssvar, som også bakkes op af De Samvirkende Købmænd.

I høringssvaret påpeges det også, at der hverken er dokumenteret et behov for den foreslåede skærpelse af det gældende bødeniveau eller for den foreslåede fængselssanktion.

Grov krænkelse af retssikkerheden
Således har de hidtil udstukne bøder i sager om kartelkriminalitet alle befundet sig inden for den nederste tredjedel af den eksisterende strafferamme. Den pointe fremhæves også af Advokatrådet og Danske Advokater, som kalder lovforslaget for ”unødvendigt vidtrækkende”.

- På denne baggrund forekommer det åbenbart, at ønsket om at få indført fængselsstraf som sanktionsmulighed i realiteten skyldes konkurrencemyndighedens ønske om at få adgang til stærkt integritetskrænkende efterforskningsbeføjelser, som den hidtil har været afskåret fra at bruge. Organisationerne finder, at det vil udgøre en meget grov krænkelse af virksomhedernes og deres ansattes retssikkerhed, såfremt der uden noget dokumenteret behov som foreslået indføres sanktionsbestemmelser i konkurrenceloven og straffeloven med strammerammer på henholdsvis 1½ års fængsel og 6 års fængsel, pointerer de 10 erhvervsorganisationer i det samlede høringssvar.

En gennemgang af de høringssvar, der var indløbet ved fristen den 14. august, viser, at kun Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Bygherreforeningen erklærer sig overvejende enige i lovforslaget, som er blevet til på baggrund af anbefalinger fra konkurrenceudvalget, som blev nedsat af den tidligere regering i efteråret 2009.

Udvalget – som består af 18 medlemmer – har siden nedsættelsen holdt 26 møder, men er heller ikke selv nået til større enighed, end at det største flertal bag anbefalingerne er på 12 medlemmer.

Nødvendigt at tale med større bogstaver
I rapporten sår Justitsministeriet blandt andet tvivl om, hvorvidt muligheden for fængselsstraffe vil have den ønskede præventive effekt, men justitsminister Morten Bødskov (S) erklærer sig alligevel villig til at indføre skærpede straffe.

- Jeg er derfor åben over for at se på, om det er nødvendigt at tale med endnu større bogstaver, så ingen kan være i tvivl om samfundets holdning. Det kan meget vel være ved simpelthen at indføre markante fængselsstraffe overfor konkurrenceforvridende økonomisk kriminalitet. I lighed med andre områder inden for økonomisk kriminalitet kunne denne form for undergravende adfærd skrives ind i straffeloven, sagde han ved rapportens fremlæggelse.

Ved samme lejlighed glædede også erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) sig over rapportens konklusioner:

- Anbefalingerne repræsenterer en balanceret tilgang. Der præsenteres en række gode forslag, der styrker virksomhedernes muligheder for at få vejledning om reglerne og fremmer dialogen mellem virksomheder og myndigheder. Men vejledning kan ikke stå alene. Det må ikke kunne betale sig at bryde konkurrencereglerne.

Historisk kartelsag under optrævling
Også hos bagmandspolitiet er der glæde ved udsigten til en stramning af konkurrenceloven. Vicestatsadvokat Hans Jakob Folker – der selv var en del af det 18 mand store konkurrenceudvalg – sagde onsdag til DR/P1, at de udvidede beføjelser vil gøre det lettere at optrævle kartelsager i fremtiden.

Hans Jakob Folker sidder med ansvaret for kartelkriminalitet i bagmandspolitiet og har siden 2010 været beskæftiget med det, der populært betegnes som Danmarkshistoriens største sag om kartelkriminalitet.

Sagen omfatter 50 virksomheder, som angiveligt har fordelt forskellige byggeopgaver mellem sig og i flere tilfælde lagt ekstra omkostninger oven i de opgivne priser. Sagen vurderes til at vedrøre en samlet entreprisesum på en lille halv milliard kroner og den er så kompleks, at der først forventes at komme tiltaler til foråret.

Det er Hans Jakob Folkers forventning, at lignende sager i fremtiden vil kunne optrævles hurtigere, hvis lovforslaget vedtages med de øgede beføjelser til bagmandspolitiet.

Fakta: Hvad er et kartel?
Et kartel er en ulovlig aftale mellem konkurrerende virksomheder, der begrænser konkurrencen.
Kartelaktiviteter er karakteriseret ved, at de er vanskelige at afsløre, fordi karteldeltagerne har en fælles interesse i at holde aftalen hemmelig.

Aftalerne i karteller drejer sig typisk om:
• Priser
• Begrænsninger af produktionen
• Markedsdeling
• Samordning af tilbud

Empiriske studier viser, at karteller typisk har en levetid på 4-6 år.
De gennemsnitlige overpriser ved karteldannelse er på 10-50 procent.
(Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)


Fakta: Konkurrenceudvalget
Konkurrenceudvalget blev nedsat i efteråret 2009 og udvidet i november 2011. Udvalget har herefter bestået af 18 personer, som i marts 2012 fremlagde en 223 sider lang rapport om konkurrencelovgivningen.

Udvalget har afholdt 26 møder i perioden januar 2010 til marts 2012 med følgende medlemmer:

1. Landsdommer Michael Kistrup (formand) udpeget af økonomi- og erhvervsministeren
2. Erhvervsjuridisk direktør Tomas Frydenberg udpeget af Økonomi- og Erhvervsministeriet, senere afløst af erhvervsjuridisk direktør Lisbet Dyerberg, Erhvervs- og vækstministeriet
3. Direktør Agnete Gersing udpeget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
4. Kontorchef Anette Voigt Arnsted udpeget af Justitsministeriet, senere afløst af kontorchef Lennart Houmann
5. Vicestatsadvokat Eva Rønne udpeget af Rigsadvokaten
6. Vicestatsadvokat Hans Jakob Folker udpeget af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK)
7. Vicepræsident Michael B. Elmer udpeget af Den danske Dommerforening
8. Karen Dyekjær udpeget i fællesskab af Advokatrådet og Danske Advokater
9. Direktør Tine Roed udpeget af Dansk Industri. Hovedparten af møderne i udvalget har været dækket af chefjurist Henrik Schultz
10. Direktør Katia K. Østergaard udpeget af Dansk Erhverv, senere afløst af erhvervsjuridisk fagchef Sven Petersen
11. Direktør Lone Saaby udpeget af Landbrug og Fødevarer, senere afløst af seniorkonsulent Charlotte Bigum Lynæs
12. Chefjurist Peter Andersen udpeget i fællesskab af Håndværksrådet, Dansk Byggeri og Tekniq
13. Cheføkonom Anita Vium udpeget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
14. Chefkonsulent Martin Salamon udpeget af Forbrugerrådet
15. Underdirektør Susanne Dolberg udpeget i fællesskab af Forsikring & Pension, Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen
16. Professor Claus Haagen Jensen, uafhængig ekspert udpeget af økonomi- og erhvervsministeren
17. Advokat Sysette Vinding Kruse, uafhængig ekspert udpeget af økonomi- og erhvervsministeren
18. Professor Peter Møllgaard, uafhængig ekspert udpeget af økonomi- og erhvervsministeren
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078