23948sdkhjf

Generationsskifte i EL:CONs termograferingsafdeling

| Medlemsnyhed | Indrykket af EL:CON A/S

Brian Herløv Sørensen takker med udgangen af marts 2019 af efter 29 år som leder af EL:CONs termograferingsafdeling, BL Termografi, i Fredericia.

Tekst Mette Riis, HR og kommunikation, meri@elcon.dk

Brian overlader ledelsen af afdelingen til ny mand på posten som funktionschef – nemlig Jacob Ramsgaard, som faktisk ikke er helt så ny, idet han har været i afdelingen i knap 14 år. Brian er dermed fuldstændig klar til næste etape i sit liv, som han er i færd med at planlægge: »Det er med stor sindsro, at jeg overlader hele butikken til Jacob, og giver afdelingen godt videre til én, som vi alle bakker op om. Jacob kender til det hele – lige fra sine kollegaer over opgavetyper til vores nuværende kunder samt hans flair for at skaffe nye«, forklarer Brian.

Men det var ikke helt let at overtale Jacob. Han var nemlig rigtig godt tilfreds med sit virke som termografioperatør og oplevelserne med den enormt positive respons fra tilfredse kunder. Men også som en del af det sammentømrede hold, som afdelingen er kendetegnet ved: »Jeg skulle bearbejdes i et par år, for det har aldrig været min drøm at blive leder af afdelingen og mine kollegaer«, smiler Jacob.

Men det lykkedes heldigvis Brian at overtale Jacob på en ca. 200 km lang køretur fra Fredericia til landsmøde i Aalborg: »Jeg sagde ja, men blev simpelthen nødt til at spørge mine kollegaer én efter én, om de kunne se mig som deres kommende leder. Jeg har heldigvis fået fuld opbakning hele vejen rundt, så det gav mig motivationen til at takke ja til stillingen«, siger Jacob.

Det er da heller ikke »Hr. hvem som helst«, kollegaerne nu får som funktionschef. I 2016 nominerede termograferingsafdelingen Jacob til titlen som »Årets Kollega i EL:CON« – og han var tilmed den kollega, som juryen udpegede som vinder blandt de indstillede kandidater i en virksomhed med 750 ansatte.

Termograferingsfamilien
Hos EL:CON har ledelsen i dag ekstra positiv fokus på forskelligartetheden og kompleksiteten i de opgaver, virksomheden tilbyder inden for specialkompetencer – herunder termografering.

Men sådan har det ikke altid været, forklarer Brian: »Vi har gennemgået en stor – og positiv - udvikling. Da jeg blev hentet tilbage til virksomheden efter at have været ude som projektleder for 40 mand i et tømrerfirma et par år, satte jeg fokus på at skabe ro og tillid og få folkene med på vognen. Stille og roligt drejede vi skuden i den rigtige retning, og begyndte at tjene penge«.

Det emmer af god atmosfære i termograferingsafdelingen i Fredericia - man får indtryk af, at her bor en »termograferingsfamilie«. Tonen er munter, holdet støtter op om hinanden, alle har samme faglige mål og »render i fælles retning«, som Brian udtrykker det. Her har medarbejderne en lang anciennitet, de har gennemgået en grundig oplæring, og arbejdet foregår på selvstændig basis, hvor »varen«, som kunderne får tilbudt og efterspørger, er »manden« - altså specialisten inden for sit felt.

Men der bliver altid lagt vægt på, at der skal være plads til familien derhjemme: »Inden vi ansætter en ny mand, kommer han til en jobsamtale – og dén deltager hans kone eller kæreste også i! På den måde får vi helt klare linjer for, hvad hverdagen for en termografioperatør indebærer hos os«, forklarer Brian.

God medarbejdertrivsel
Det er tilsyneladende den rigtige fremgangsmåde, Brian praktiserer inden for personaleledelse, for den nyligt gennemførte MTU (Medarbejdertrivselsundersøgelse), viser super flotte tilfredshedsprocenter for hans afdeling.

Og rapporten ligger frit fremme til skue på bordet under interviewet. Fx har 100 pct. af medarbejderne svaret: »Ja« til spørgsmålet: »Jeg ønsker at være ansat i virksomheden om to år«.

Og på spørgsmålet: »Jeg har beføjelser til at træffe de rigtige beslutninger på egen hånd«, mener 99 pct. af medarbejderne, at det er korrekt.

»Vores medarbejdere forventes at blive her i lang tid, så derfor skal trivslen da også være i top. Dét er den, og det gør mig ekstra stolt af mit livsværk«, understreger Brian.

Jacob har da heller ikke tænkt sig at ændre synderligt på afdelingens tilstand: »Brian og jeg har altid haft samme filosofi i forhold til bemanding, opgaver osv. Vi har altid talt os igennem dagen, og vi spiller med helt åbne kort i afdelingen generelt, så jeg overtager efter Brian med en rigtig god mavefornemmelse«.

Tak for dit virke i Termografering Brian, hav et godt otium – og tillykke med posten som funktionschef Jacob:-)

Læs mere om EL:CONs Termograferingsafdeling


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
EL:CON A/S

Ryhavevej 50
8210 Aarhus V
Danmark
EL:CON A/S

Send til en kollega

0.068