23948sdkhjf

Klaus har kæmpet – nu modtager han elektrikerfagets medalje

| Medlemsnyhed | Indrykket af EL:CON A/S

Klaus Kjær Haagensen kæmper hver dag med en ADHD-diagnose samt ordblindhed. Derfor er det en stor sejr at han den 1. november 2019 kan kalde sig udlært elektriker hos EL:CON i Viborg – og det endda med fagets medalje for sin svendeprøve.

Tekst Mette Riis, HR og kommunikation, meri@elcon.dk

Faktisk syntes det længe ventede svendebrev næsten uopnåeligt. Hele fire gange har Klaus forsøgt sig med uddannelsen, og de tre første forsøg lykkedes ikke: »Jeg kunne ikke følge med på skolen på grund af min ordblindhed, jeg blev mobbet af de andre, så kunne jeg ikke finde en læreplads, og endelig opfyldte jeg ikke kriterierne for skolepraktik«.

Men Klaus holdt hele vejen igennem fast i sin drøm om at blive elektriker. Han opsøgte en mulighed for at komme i praktik hos EL:CON. Forløbet førte til en læreplads, og endelig er drømmen lykkedes til fulde: »Jeg kniber mig selv i armen over min flotte svendeprøve. Ingen i min afdeling – og slet ikke mig selv - har nogensinde forventet, at det ville gå så godt. Jeg er så glad og stolt og fuld af taknemmelighed over for EL:CON og især min chef Poul Henrik, som har bidraget med mange ressourcer og støttet mig hele vejen«.

Serviceleder Poul Henrik Vestergaard understreger, at selv om EL:CON har brugt mange ressourcer på at få Klaus gennem sin læretid, er indsatsen bestemt ikke er givet dårligt ud: »Klaus har udviklet sig til en rigtig dygtig elektriker, og han kan godt lide sit arbejde. Jeg er virkelig glad for, at han er kommet gennem sin læretid med så flot et resultat, for han har måttet slås for det – og det har vi som virksomhed også«.

Gode redskaber og maleri

Klaus fortæller, at en uheldig situation med en kollega nærmest fik ham til at opgive at gennemføre sin læretid. Men igen var Poul Henrik og kollegaerne i EL:CON klar med en redningskrans i form af et forløb på en landbrugsskole for autister: »Vi var fem personer (chef, lærling og afdelingens buddyer), der tog afsted i håb om at få redskaber til at håndtere et arbejdsfællesskab med sådan én som mig, hvis man kan formulere det sådan. Dét har hjulpet os frem til at forstå, hvordan vi får det bedste frem hos hinanden«, siger Klaus.

En anden ventil i forhold til sin ADHD-diagnose har for Klaus været at male i sin fritid. Også her fik han et brugbart tip fra chefen for EL:CONs afdeling i Viborg: »Han foreslog, at jeg skulle skitsere mine problemer på lærredet og fortælle om mine frustrationer i forhold til mig selv og mine kollegaer. Så det gjorde jeg, og det er blevet mit bedste maleri til dato. Jeg er heldigvis også fuld af fis og ballade, så det fik jeg også flettet ind i dét maleri«, slutter en tilfreds udlært elektriker, der håber at kunne fortsætte som svend i EL:CONs Bygningsautomatik, hvor han er i rotation i øjeblikket: »I min svendeprøve fik jeg lavet en samlet, innovativ løsning med KNX, varme og ventilation, der kunne styres via telefonen. Derfor håber jeg, at programmering og bygningsautomatik bliver fremtiden for mig«.

Et ekstra stort tillykke til både Klaus og EL:CON for det gode samarbejde og resultat:-)


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
EL:CON A/S

Ryhavevej 50
8210 Aarhus V
Danmark
EL:CON A/S

Send til en kollega

0.066