23948sdkhjf

Undersøgelse: Er danskerne klar til droner, AR og VR?

| Medlemsnyhed | Indrykket af Nets Denmark A/S

Nets tager temperaturen på danskernes forhold til ny teknologi inden for e-handel: Er vi klar til droner, virtual reality og voice assistans?

Ny teknologi kræver nye købsvaner – og det tager tid

Betalingsselskabet Nets har taget temperaturen på danskernes interesse for nye teknologier inden for e-handel. I deres seneste e-handelsrapport har de spurgt danskerne om, hvilke nye teknologier de gerne vil benytte, når de handler på nettet om fem år.

En af de muligheder, som danskerne giver tommelfingeren ned, er online bestilling ved hjælp af stemmeassistenter. Kun 6 procent af os ønsker, at det er en del af internethandlen om fem år. Selvom dette område siges at rumme stort potentiale, er det altså ikke noget, danskerne går og drømmer om.

Hvad så med opkoblede enheder, der selv bestiller varer som man er ved at løbe tør for? Det er noget som Amazon blandt andet arbejder med i USA. Men blandt danskerne er det kun 7 procent, der ønsker, at det bliver en del af deres dagligdag.

"Der er et enormt potentiale for opkoblede enheder inden for e-handel, da det kan lette hverdagen for forbrugerne. For mange amerikanske forbrugere er det allerede hverdag: Den elektriske tandbørste bestiller automatisk nye børster, når den gamle er slidt op, og den selvdoserende vaskemaskine bestiller nyt vaskepulver.

Men selvom vi længe har hørt og læst om disse teknologiske muligheder, er det ikke noget, danskerne endnu har taget til sig. Det tager lang tid at ændre vores vaner og måden vi handler på,” fortæller Tanja Oda Sørensen, Marketing Manager i Nets.

Vi er åbne overfor flyvende robotter

Et andet populært emne inden for e-handel, er selvfølgelig levering med droner. Ideen om at bestille en vare på nettet og få den leveret til døren af en lille robot med propeller, tiltaler flere af os. I rapporten fremgår det, at 18 procent af danskerne godt kunne tænke sig få deres varer leveret af droner inden for de næste fem år.

Lige nu tester man levering med droner mange steder i verden og der investeres enorme summer inden for området. Google, Alibaba, UPS og Amazon er blot nogle få eksempler på virksomheder, der er i gang med at udvikle og teste levering med robotter.

”Selvom mange er åbne overfor drone-leveringer, så er det ikke noget vi forventer at se inden for den nærmeste fremtid i Danmark. Men det har et stort potentiale på det danske marked, da forbrugerne er åbne overfor teknologien og kan se, hvordan det ville gøre hverdagen nemmere. Samtidigt interesserer mange danskere sig for klimaet og der kan droner have en stor fordel i forhold traditionel levering med varevogn,” fortæller Tanja Oda Sørensen.

Virtuel virkelighed har vakt en interesse, men er stadig fjernt for de fleste

Vi har længe hørt om teknologier som virtual reality (VR) og argumented reality (AR), hvor man kan få en 3D-fornemmelse af steder og produkter, selvom man fysisk befinder sig et andet sted. AR-teknologien gør det fx muligt for potentielle kunder at se møbler i deres eget hjem gennem kameraet på deres mobil, før de foretager et køb.

I Nets’ undersøgelse fremgår det, at 13 procent af danskerne er interesseret i at benytte AR eller VR i forbindelse med e-handel inden for de næste fem år.

”Selvom teknologien har eksisteret i lang tid og bl.a. virksomheder som IKEA har leget med det, er det stadig et relativt usædvanligt fænomen inden for dansk e-handel. Vi så det blomstre lidt op under corona-pandemien, så det er spændende at se om flere vil åbne op for denne form for onlinesalg. I fremtiden kommer AR og VR til at have stor betydning for e-handlen, da det giver forbrugerne mulighed for at komme tæt på produkter, uden at de behøver at tage ind til en fysisk forretning,” forudser Tanja Oda Sørensen.

Biometri vinder indpas hos danskerne

Inden for nye e-handlens nye teknologier, er de danske forbrugere mest åbne overfor biometriske løsninger. Vi anvender det allerede i stor grad, da mange i dag godkender deres betalinger med fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse. I Nets’ undersøgelse angiver 27 procent af forbrugerne, at de gerne vil benytte biometriske løsninger, når de handler på nettet.

"Biometri er allerede i dag en realitet for mange forbrugere, fx er det helt normalt for mange forbrugere at benytte fingeraftrykslæsning eller ansigtsgenkendelse, når de godkender en online betaling i en webshop. I USA ser vi, at bl.a. Amazon aflæser håndfladen i stedet, fordi forbrugerne opfatter det som mindre følsomt. Vi kan godt regne med at få en debat om privatliv og sikkerhed, når virksomheder som Amazon gemmer data om vores kroppe," runder Tanja Oda Sørensen af.

Vil du vide mere om danskernes e-handel og nye tendenser, kan du downloade Nets’ rapporten ’Dansk e-handel 2020’.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Nets Denmark A/S

Klausdalsbrovej 601
2750 Ballerup
Danmark
Nets Denmark A/S

Send til en kollega

0.109