23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Kineserne er både begejstrede og skeptiske over for e-handel

Kineserne har ingen tillid til en ny webshop, og derfor bør danske virksomheder på vej ind på det kinesiske online-marked alliere sig med en anerkendt kinesisk webportal. Sådan lød et af rådene på Dansk Erhvervs seminar om e-handel til Kina.

Af Kristian Kongensgaard, redaktør i Dansk Erhverv.

Kineserne er vilde med at handle på nettet. I 2010 handlede 140 millioner kinesere online, og det tal forventes at runde 500 millioner til næste år. Men de kinesiske netforbrugere er meget skeptiske og frygter at blive snydt. Det kan være med kopiprodukter, eller at varen aldrig dukker op. Derfor var en af anbefalingerne på Dansk Erhvervs seminar ”E-handel til Kina - fra snak til salg”, at man som virksomhed ikke skal oprette sin egen webshop.

I stedet bør man indgå en aftale med en anerkendt webportal - en slags storcenter blot med webshops:

”Man skriver under på en lang række skrappe betingelser, hvor man blandt andet lover ikke at sælge kopiprodukter - ellers vanker der store bøder. Kineserne handler dér, fordi de er sikre på at få et originalprodukt, og at der bliver taget hånd om sagen, hvis de bliver snydt,” lød det fra Alexander Schultz, Shanghai Jungle.

Virksomheden hjælper udenlandske virksomheder med at markedsføre sig og sælge online i Kina.

Skræddersy produkterne
Dansk Erhvervs chef for EU & International Afdeling, Jens Alsbirk, var generalkonsul i Kina fra 2005-2009. I den periode fik han ikke én eneste forespørgsel fra danske virksomheder om mulighederne ved e-handel i Kina. Det understreger også, hvor forholdsvis hurtigt nethandelen har udviklet sig i Kina, og hvor hurtigt det også har fanget udenlandske virksomheders opmærksomhed de seneste år:

”Det er meget svært at sælge online i Kina, og der ligger ikke guld for enden af regnbuen, blot fordi man åbner en hjemmeside. Men der kan være en kæmpe upside, hvis man forbereder sig ordentligt og skræddersyr produkterne til det kinesiske marked,” påpegede Jens Alsbirk.

1 million kroner for at få eget varemærke tilbage
Line Markvardsen fra modeshoppen Edith & Ella er ved at komme i gang på det kinesiske marked. Den første store overraskelse var, at en kineser havde ”stjålet” varemærket - altså fået det registreret i Kina før hende. Kravet var 1 million kroner for at give slip på det, og det ville Line Markvardsen ikke. I stedet har hun registreret varemærket E&E:

”I første omgang regner vi med at kunne omsætte for 200.000-400.000 kroner om måneden. Da vi er et nichemærke og ikke har Bestsellers eller andres store volumen, skal vi markedsføre os anderledes. Det bliver blandt andet via virale medier, med shows og andre events,” siger hun.

Krænker sit eget varemærke
Nikolaj Juhl Hansen, Magnusson Advokatfirma, der hjælper virksomheder fra hele Østersøområdet med juridiske udfordringer i forhold til Kina, understregede også det meget vigtige i at registrere sit varemærke.

Det er ikke kun et spørgsmål om, at andre lukrerer på ens varemærke. Man krænker også sit eget varemærke, hvis man begynder at markedsføre det i Kina.

”Få varemærket registreret! Jo før, desto bedre, og det er forholdsvis billigt og nemt. Efterhånden er det også blevet nemmere at få håndhævet sine rettigheder i Kina,” var Nikolaj Juhl Hansens klare råd.

Dansk Erhverv
Børsen, Slotsholmsgade 1-3
1217 København K
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK43232010
P nummer: 1003073049

Kontaktperson

JB
Jesper Brønnum
Kommunikationskonsulent
+45 33746567 jeb@danskerhverv.dk

Send til en kollega

0.047