23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Overlad prisdannelsen til markedet

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 27. juli 2015 Af Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv

Lige nu holder mange danskere sommerferie i Europa. Mange glæder sig over, at det er billigere at gå ud og spise, og at priserne i butikkerne ofte er lavere end hjemme. Det undrer de færreste sig over, for butikker og restauranters priser afhænger af omkostninger.

Når lønninger, afgifter, husleje m.v. er lavere, giver det mulighed for lavere priser.

Mange EU-lande har lavere moms på fødevarer og restaurantbesøg eller tilgodeser udvalgte turistområder og produkter med særlig lav moms. Studerer man kassemedarbejderens arbejdsplads i supermarkederne på rejsen, bliver det også tydeligt, at kravene til arbejdsmiljø ikke alle steder er lige så høje som i Danmark.

Hvorfor denne lille påmindelse af hvordan markedsøkonomien fungerer, og hvorfor butikkernes priser afhænger af deres omkostninger? Jo, det skyldes, at EU-Kommissionens strategi for det digitale indre marked har fået flere beslutningstagere i Bruxelles og København til at undre sig over, at priserne er forskellige, når der handles på nettet.

De mener, at priserne burde være ens i alle EU-lande, og den eneste forskel på prisen må være fragten. Det vil sikre, at det digitale indre marked bliver ligesom det fysiske indre marked, hedder det.

Men forholdene er ikke anderledes, når man handler i en udenlandsk netbutik, end de er i den fysiske butik. Netbutikkerne i Syd-og Østeuropa har ligesom de fysiske butikker lavere omkostninger end de danske netbutikker og kan derfor sælge til lavere priser.

Den eneste, men vigtige forskel er, at forbrugeren ikke behøver at rejse ud for at handle, men kan gøre det hjemme fra sin stue. Det medfører til gengæld også, at konsekvenserne af det digitale indre marked vil blive negative og koste arbejdspladser i danske butikker, hvis ikke det gennemføres på en klog og fair måde.

Konkurrencen skal være fair I Dansk Erhverv er vi varme tilhængere af at gøre det lettere for netbutikkerne at handle over grænserne, og vi ønsker at fjerne de barrierer, netbutikkerne møder - mange af dem skabt af forskellig lovgivning. Sammen med sprog og kultur giver det større omkostninger. Vi er ikke bange for konkurrence, men den skal være fair.

Før regler, lønninger, levestandard, skatter, moms og andre omkostninger er ens i alle EU's 28 lande, er det ikke rentabelt for netbutikkerne at sælge til samme priser i hele EU. Vejen frem er at gøre det nemmere at drive en rentabel forretning ved at fjerne lovgivningsbarrierer - og overlade prisdannelsen til virksomhederne og markedet.

Hvis ens priser ved e-handel ender som det politiske mål, behøver man ikke være økonomisk vismand for at regne ud, at det næppe bliver Danmark og de øvrige højindkomstlande, der bliver centrum for fremtidens nethandel.

Dansk Erhverv
Børsen, Slotsholmsgade 1-3
1217 København K
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK43232010
P nummer: 1003073049

Kontaktperson

JB
Jesper Brønnum
Kommunikationskonsulent
+45 33746567 jeb@danskerhverv.dk

Send til en kollega

0.078