Danske topledere ser positivt på fremtiden – men forudser også øget usikkerhed
En ny undersøgelse blandt 309 danske topledere viser, at der generelt er optimisme omkring fremtiden, men også en forventning om stigende usikkerhed. Alle resultaterne er frit tilgængelige i en rapport udarbejdet af Human Engage, CfL og Instituttet for fremtidsforskning.
Hvordan forholder danske topledere sig til fremtiden? Hvad forventer de, at deres organisationer skal kunne navigere i frem mod 2035? Human Engage, CfL (Center for Ledelse) og Instituttet for Fremtidsforskning har undersøgt netop dette.
En overvejende optimistisk fremtidsvision – med nuancer
Rapporten bygger på svar fra 309 topledere i danske organisationer med minimum 100 ansatte. Overordnet viser resultaterne en positiv grundtone: 78% vurderer nemlig, at deres organisation er godt rustet til fremtidens krav.
Dog viser tallene også en vis realisme – og måske en sund portion bekymring. Især offentligt ansatte topledere udtrykker mindre optimisme end deres private kolleger.
Fremtiden bliver mere usikker
Et af de mest markante resultater i undersøgelsen er, at 63% af toplederne forventer større usikkerhed i samfundet i de næste 10 år – sammenlignet med de sidste 10. Det vidner om et lederskab, der ikke tager fremtiden for givet, men i stigende grad må agere i en kompleks og foranderlig verden.
Tre temaer topper dagsordenen frem mod 2035
Når vi spørger toplederne, hvilke emner der vil forandre det danske samfund mest, peger tre temaer tydeligt frem:
- AI og digitalisering
- Cybersikkerhed
- Den grønne omstilling
Det er både teknologiske og bæredygtighedsrelaterede kræfter, der driver transformationen – og det stiller nye krav til både strategi og kompetencer.
Er lederne selv klar til fremtiden?
Undersøgelsen har også belyst, om toplederne føler sig klædt på til at lede deres organisationer frem mod 2035. Svaret viser et blandet billede – mange føler sig kompetente, men der er også en erkendelse af, at der skal ske en løbende opkvalificering. Fremtidens ledelse kræver mere end traditionelle værktøj.
Rapporten er gratis og kan downloades her: https://www.cfl.dk/artikler/download-rapport-med-toplederbarometer-2035