Nyt ledelsesteam hos Door System
Vi har fået et stærkt ledelsesteam og har store forventninger til fremtiden som en del af ASSA ABLOY gruppen.
Door System blev i november sidste år en del af ASSA ABLOY gruppen, og vores nye ledelsesteam, der skal videreføre de seneste års meget positive udvikling, er nu på plads.
Vores nye direktør er Nille Klæbel, og vi har også ny økonomichef Jonathan Rabek Thomsen. Den resterende del af ledergruppen er uforandret med salgschef Søren Rahbek, teknisk chef Brita Rosenbech, produktionschef Johnny Brønd, montagechef Jan Dörig og servicechef Flemming Kirkegaard.
Nille Klæbel kommer med en omfattende baggrund i medicinalbranchen med bl.a. syv år i Novo Nordisk, og har også haft ansvar for Norden i Philips i otte år og senest for abonnementsforretningen i Falck.
Jonathan Rabek Thomsen kommer med solid erfaring fra forskellige finansielle roller i den internationale VELUX koncern.
”Det er en imponerende udvikling, som Door System har været igennem fra etableringen i 1998 til i dag. En kæmpe cadeau til både Preben Søndergaard, der startede virksomheden, og hele organisationen. Som en del af ASSA ABLOY gruppen har vi nu mulighed for at udvikle virksomheden yderligere og tage Door System videre til næste niveau. For mig handler det om at skabe en klar retning, arbejde enkelt og sikre, at vi lykkes som hold”, fortæller Nille Klæbel.
Salgschef Søren Rahbek, der har været med i Door System og en del af ledelsen siden 2010, fortsætter:
”Vi har fået et endnu stærkere fundament at stå på. Vi skal blive ved med at gøre det, vi er gode til, nemlig dørløsninger der har særlige fortrin inden for hygiejne, holdbarhed og brandsikkerhed og er målrettet fødevareindustrien, medicinalbranchen og detailhandlen. Som en del af ASSA ABLOY gruppen har vi mulighed for at tilbyde et bredere sortiment, og vi står også stærkere i forhold til videreudvikling af vores løsninger og udvikling af nye produkter. Det betyder, at vi kan kigge mod nye brancher og nye markeder. Og ASSA ABLOY platformen vil helt sikkert også være en døråbner på eksportmarkedet.”
Hos Door System udvikler og producerer vi alle døre og porte på vores fabrik i Hørning. Vi har egne montører og serviceteknikere og beskæftiger i dag omkring 80 medarbejdere.
Se mere på vores hjemmeside: https://www.doorsystem.dk/
For yderligere information
Har du spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte:
Nille Klæbel, adm. direktør hos Door System A/S, telefon 51 17 72 72, e-mail nik@doorsystem.dk
Søren Rahbek, salgschef hos Door System A/S, telefon 42 14 52 02, e-mail sr@doorsystem.dk