23948sdkhjf

Shaping New Tomorrow skal have ny medejer: Én faktor er afgørende for tidspunktet

Spekulationerne om et salg har været der længe. Nu sætter direktøren flere ord på

Rygterne begyndte at florere for præcis et år siden.

Og det var store summer, man talte om.

Dengang kunne erhvervsmediet InsideBusiness fortælle, at en af Danmarks mest hypede og succesrige virksomheder, Shaping New Tomorrow, var sat til salg.

Det skriver Nordjyske.

En uafhængig rådgiver var angiveligt blevet hyret til at sondere markedet for potentielle købere, og salgsprisen var på den gode side af en milliard kroner, lød det.

Ejerne stod til at blive forgyldt.

I dag er ejerkredsen i Shaping New Tomorrow den samme som for et år siden. Men direktør Kasper Ulrich sætter nu lidt flere ord på overvejelserne om at få en ny medejer.

Og hvornår det kan blive aktuelt. Det sker i et interview med Finans.

- Når vi på et tidspunkt kigger mod nye, store markeder som eksempelvis USA eller Asien, er det formentligt interessant med en strategisk partner, siger Kasper Ulrich.

USA lige om hjørnet

Dermed tyder det på, at mere seriøse overvejelser om et delvist salg af Shaping New Tomorrow ikke ligger voldsomt langt ude i fremtiden. Faktisk tværtimod.

Allerede i år regner Shaping New Tomorrow med at åbne for onlinesalg i USA, og indenfor det næste årti er drømmen at gøre det samme i Asien.

Kasper Ulrich siger til Finans, at ingen af de nuværende medejere i øjeblikket ønsker at sælge hele deres ejerandel. Hvis der bliver tale om salg, vil det derfor være en udvidelse af ejerkredsen med nye kompetencer - og ny kapital.

Snakken om, hvorvidt Shaping New Tomorrow skal have nye medejere eller ej, sker på ryggen af et nyt rekordregnskab, som virksomheden netop har offentliggjort. Hvad der begyndte i 2015 som et hobbyprojekt for tre barndomsvenner, er i dag en virksomhed med 200 ansatte og en årlig omsætning på over 400 millioner kroner.

Det gør tøjfirmaet med hovedsæde i Aalborg til en af de største danske vækstsucceser i nyere tid.

117 millioner på fem år

I seneste regnskabsår tjente Shaping New Tomorrow 24,4 millioner kroner efter skat. Det bringer den samlede indtjening over de seneste fem år op på knap 120 millioner kroner.

De tre stiftere, Kasper Ulrich, Christoffer Bak og Christian Aachmann, ejer i dag 66 pct. af aktierne i Shaping New Tomorrow Holding ApS.

Resten er fordelt mellem Jesper Buch, Birgit Aaby-Bruun og familien bag typehusfirmaet Lind og Risør.

Shaping New Tomorrow er bedst kendt for sine bukser, men har løbende udvidet sit sortiment – også nu til dametøj. Det meste af salget sker online, men er suppleret af fysiske butikker i blandt andet Aalborg, København, Aarhus, Odense, Esbjerg, Hamborg og Köln.

Alt sammen skabt ud af det beskedne personlige lån, som de tre stiftere tog for otte år siden.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11