23948sdkhjf

Amazon leverer solidt regnskab og sender sin aktie i vejret

Amazon-aktien steg markant efter fremlæggelsen af kvartalsregnskabet. Selskabet har tjent mere end ventet

Den amerikanske teknologi- og detailhandelsmastodont Amazon.com leverede sent torsdag aften dansk tid et bundsolidt regnskab for første kvartal.

Det skyldes ikke mindst en solid efterspørgsel på blandt andet onlineshopping, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Omsætningen steg ni procent til 127,4 milliarder dollar - 860 milliarder kroner - i første kvartal sammenlignet med 116,4 milliarder dollar i samme periode året før.

Det var over analytikernes forventninger på 124,7 milliarder dollar, skriver Bloomberg News ifølge MarketWire.

Driftsresultatet steg samtidig til 4,8 milliarder dollar fra 3,7 milliarder dollar i samme periode sidste år.

Det flotte regnskab sendte i eftermarkedet aktien i vejret med ti procent til 120,70 dollar.

- Der er meget at være tilfreds med i forhold til, hvordan vores teams leverer til kunderne - især midt i en usikker økonomi, udtaler administrerende direktør Andy Jassy i regnskabet ifølge MarketWire.

Amazon er også kommet med en betryggende prognose for andet kvartal.

Således forventer handelsgiganten en omsætning på mellem 127 og 133 milliarder dollar og et driftsresultat på mellem 2 og 5,5 milliarder dollar.

Her ventede analytikerne på forhånd en omsætning på 130,1 milliard dollar og et driftsresultat på 4,7 milliarder dollar.

Ifølge administrerende direktør Andy Jassy har selskabets annonceforretning fortsat en solid vækst. Det skyldes til dels investeringer i kunstig intelligens, der er skræddersyet til kunderne.

Det rapporterer CNBC.

Samtidig nedlægger Amazon en række stillinger. I marts meddelte Andy Jassy, at Amazon skærer 9000 stillinger væk. Det sker i tillæg til de 18.000 stillinger, der blev nedlagt i januar.

I efteråret sidste år havde Amazon omkring 1,5 millioner ansatte. En stor del af dem arbejdede på virksomhedens lagre, skriver nyhedsbureauet AP.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109