23948sdkhjf

Adelig milliardær tager over efter en af Nordjyllands største erhvervskvinder

Ejerkredsen er på plads efter stifterens død

En af Nordjyllands største og mest succesfulde erhvervskvinder gik i januar bort efter flere års sygdom.

Nu står det klart, hvem der overtager hendes ejerandele i den milliardkoncern, som hun byggede op fra bunden.

Ellinor Sæther, der var født og opvokset i Skagen, blev 76 år gammel og efterlod sig virksomheden Sæther Nordic, der handler med kosmetik for milliarder.

Efter stifterens død er der blevet skiftet ud i ejerkredsen, viser oplysninger i CVR-registret. Og det er med et adeligt aftryk.

Stiftede kendt tøjmærke

Modemilliardær Harald Peter Graf Holstein-Holsteinborg er blevet ny medejer af Sæther Nordic med en ejerandel på mellem 25 og 33 procent.

Den resterende del af foretagendet ejes af administrerende direktør Palle Pedersen og Ellinor Sæthers tidligere partner, Søren Tyge Sørensen.

Manden, der har overtaget Ellinor Sæthers ejerandele i koncernen, er ud af den adelige Holsteinborg-slægt.

Men det er ikke den adelige baggrund, der har grundlagt Harald Peter Graf Holstein-Holsteinborgs milliardformue.

I 1981 stiftede han tøjfirmaet Noa Noa og fik siden sin lillebror, Lars Holstein-Holsteinborg, med.

Sammen gjorde de Noa Noa til et milliardforetagende med over 160 butikker i 22 lande.

Værdipapirer for en formue

Den helt store gevinst fik brødrene i 2007, da kapitalfonden Axcel betalte 800 millioner kroner for deres livsværk. Det skulle vise sig at blive en frygtelig investering, men det er en anden historie.

I årene efter finanskrisen skrumpede Harald Peter Graf Holstein-Holsteinborgs formue gevaldigt for dernæst at bare vokse og vokse til i omegnen af 1 milliard kroner.

Størstedelen har han placeret i værdipapirer. Derudover ejer han altså nu op mod en tredjedel af Sæther Nordic. En særdeles velindtjenende virksomhed.

Sæther Nordic handler med kosmetik fra kendte mærker som Balenciaga, Burberry, Calvin Klein og Hugo Boss. Sidste år omsatte virksomheden for 1,2 milliarder kroner og tjente 67 millioner kroner efter skat.

Alt sammen skabt af en viljestærk nordjysk kvinde, der vidste, hvad hun ville – og hvordan hun skulle opnå det.

Købte det hele tilbage

Ellinor Sæther, der var nysproglig student fra Frederikshavn Gymnasium, tog som ung fra hjembyen Skagen til København og avancerede hurtigt i kosmetikbranchen, indtil at hun i 1983 besluttede at prøve lykken selv.

Hun stiftede Sæther Nordic, som endte med at forsyne hele Norden med kosmetik fra de største mærker.

Da den driftige erhvervskvinde fyldte 60 år, besluttede hun at sælge halvdelen af sit livsværk til en tysk koncern.

Resten af firmaet gav hun slip på i 2007, men hun endte med at købe det hele tilbage.

I begyndelsen af 2020 trak Ellinor Sæther sig fra den daglige drift i Sæther Nordic. Hun forblev formand indtil sin død 2. januar 2023.

Selvom Ellinor Sæther i størstedelen af sit liv residerede nord for København og rejste verden rundt, gav hun aldrig slip på hjembyen Skagen.

Hun havde hus i Gl. Skagen og var Skagen Ambassadør.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125